Med mobiltelefonen som stedfortræder kommer du ekstra tæt på din målgruppe og dens gøren og laden i forhold til et udvalgt fænomen – uden at forlade dit skrivebord. Læs om, hvornår metoden er særligt velegnet at bruge.
Hvis du aldrig har hørt om mobiletnografi, så er du ikke alene. Det er en forholdsvist ung undersøgelsesmetode, hvis eksistens er koblet op på smartphonens udbredelse.
Derfor får du her en definition på metoden:
Mobiletnografi er en kvalitativ, digital metode, hvor undersøgelsens deltagere ved hjælp af deres smartphones dokumenterer deres handlinger, vaner og overvejelser i relation til et udvalgt fænomen.
Mobiletnografi er mobil, fordi deltagerne rapporterer derfra, hvor de er – også hvis de er på farten. Og etnografisk, fordi metoden gennem en kombination af lyd, billeder og video giver en holistisk indsigt i deltagernes hverdag i forhold til det undersøgte fænomen.
En mobiletnografisk undersøgelse foregår typisk som et forløb over dage eller uger, hvor undersøgelsens deltagere rapporterer fra deres hverdag og besvarer forskellige opgaver ved at skrive, fotografere og filme.
Hvornår er metoden velegnet?
Mobiletnografi er velegnet i situationer, hvor ét eller flere af følgende forhold gør sig gældende:
- du vil helt tæt på din målgruppe
- du er åben for nye indsigter
- din målgruppe er spredt
- dine ressourcer er begrænsede
- det skal være fleksibelt at deltage
- det skal være let at sætte sig ind i resultaterne.
I det følgende beskriver jeg de seks situationer nærmere.
1. Du vil helt tæt på din målgruppe
Med mobilen som stedfortræder kan du i en mobiletnografisk undersøgelse komme med ind i deltagernes private hjem og andre steder, hvor det ellers ville være svært at være med. Du kan være med, når de er på job, shopper eller passer syge børn.
Selv har jeg gennemført en mobiletnografisk undersøgelse blandt specialestuderende og på den måde fået adgang til deres arbejdspladser i hjemmet, på biblioteket, på specialekontorer og andre steder.
2. Du er åben over for nye indsigter
Mobiletnografi giver god plads til deltagernes perspektiv ved at lade dem udtrykke sig frit i ord og billeder. Det giver mulighed for, at du kan du få ting at vide, som du ikke vidste før. Måske får du øje på vigtige detaljer, ingen tidligere havde tænkt på som relevante. Du kan få nye, uventede indsigter, som måske vender op og ned på dine forestillinger.
3. Din målgruppe er spredt
Fordi deltagerne selv dokumenterer deres egen hverdag, kan du udføre mobiletnografi over store geografiske afstande. Det kan være praktisk, hvis den gruppe mennesker, du er interesseret i at undersøge, befinder sig langt fra dig eller fra hinanden.
Brødproducenten Lantmännen Unibake har eksempelvis udført en mobiletnografisk undersøgelse om streetfood, der forløb sideløbende i flere lande.
4. Dine ressourcer er begrænsede
Sammenlignet med klassiske etnografiske undersøgelser er omkostningerne ved en mobiletnografisk undersøgelse lavere, fordi der ikke er behov for en etnograf (eller en anden person) til det tidskrævende arbejde, det er at observere og interviewe undersøgelsens deltagere.
Det gør det muligt at inkludere flere deltagere, end det ville have været muligt med mere analoge metoder. Dette var en væsentlig grund til at jeg valgte mobiletnografi som metode til dataproduktion i undersøgelsen blandt specialestuderende.
5. Det skal være fleksibelt at deltage
Til forskel fra deltagerne i fx en fokusgruppe bliver deltagerne i en mobiletnografisk undersøgelse ikke afsætte flere sammenhængende timer til at deltage i en faciliteret samtale foruden at transportere sig til og fra det sted, hvor fokusgruppen finder sted.
Alt efter antallet og kompleksiteten af opgaver, du giver dine deltagere, skal de bruge 5-15 minutter på deres besvarelser én til to gange om dagen, og de kan delvist selv bestemme hvornår.
På den måde er det fleksibelt at deltage i en mobiletnografisk undersøgelse. For mange vil det være overskueligt at afse et kvarters tid til formålet i det daglige.
Det oplevede Camilla Juhl som én af metodens helt store styrker, da hun ved hjælp af mobiletnografi undersøgte unge kvinders shoppingvaner og deres forhold til bæredygtigt tøj.
6. Det skal være let at sætte sig ind i resultaterne
En mobiletnografisk undersøgelse genererer en masse billed- og videomateriale. Det materiale kan du bruge til at tegne nære og levende portrætter af din målgruppe, som gør det let for andre at få indblik i målgruppen og det undersøgte fænomen.
Eksempelvis brugte jeg og mine kolleger i vores mobiletnografiske undersøgelse af specialestuderendes hverdag datamaterialet til at fremstille personaer, der illustrerede forskellige tilgange til specialeskrivning.
Velegnet metode for dig?
Hvis du står for at skulle udføre en form for etnografisk undersøgelse, kan du bruge de seks punkter ovenfor som en slags tjekliste: Jo flere af de seks forhold, der gør sig gældende for din undersøgelse, jo mere velegnet vil den mobiletnografiske metode være.
Detaljerig mobiletnografi
Du kan læse mere om den mobiletnografiske metode i bogen “Detaljerig mobiletnografi – trin for trin”, der netop er udkommet på Samfundslitteratur. Bogen har jeg skrevet sammen med antropolog Helena Linde Pedersen.
Bogen guider dig gennem processen med at planlægge, gennemføre og formidle en mobiletnografisk undersøgelse. Den er kort, let at gå til og rig på eksempler og cases.
Du får lov til at kigge Generation Digital, Wonderful Copenhagen, Lantmännen, Aarhus Universitet og Supercykelstierne over skulderen i deres arbejde med metoden.
Indlægget her er en bearbejdet version af kapitel 2 i Detaljerig mobiletnografi. Du kan hente det originale kapitel 2 som en gratis læseprøve.