Tovejs

Drop skyttegravskrigen mellem fortalere for henholdsvis kvantitative og kvalitative metoder, når du står og skal vælge metode. Tag i stedet afsæt i det emne, du vil undersøge, og stil dig selv to centrale spørgsmål.

“Kvalitativ eller kvantitativ – hvad skal vi vælge?”

Det spørgsmål stiller mange sig selv, når de står for at skulle vælge en metode til at undersøge menneskers gøren og laden. Måske inspireret af lærebøger om metode såsom Alan Brymans “Social research methods”, der er bygget omkring denne gruppering af metoderne.

Tit kan diskussioner om metodevalg udvikle sig til små skyttegravskrige mellem fortalere for henholdsvis en kvantitativ og en kvalitativ tilgang.

Scenariet kan for eksempel se sådan ud: Du arbejder i en kommune og har brug for indsigt i ældre borgeres motionsvaner.

• Din statskundskabsuddannede kollega opfordrer dig til at lave et spørgeskema, så du får et kvantitativt overblik over mange ældres motionsvaner plus afdækker sammenhænge mellem forskellige faktorer, som har betydning for motionsvanerne.

• Du er selv mere indstillet på at arbejde kvalitativt og bruge individuelle interviews til at få et dybere indblik i den enkeltes motionsvaner og baggrunden for dem. Det kan også være, du skal lave deltagerobservation på motionshold for ældre, som din antropolog-kollega foreslår?

Der kan være mange forskellige argumenter for at vælge den ene eller den anden tilgang til at skabe brugerindsigt. Som metodeunderviser på Syddansk Universitet og som selvstændig konsulent er jeg efterhånden stødt på ikke så få.

Spørgsmålet er, hvilke argumenter, som vejer tungest. Hvordan afgør du det?

Emnets betydning for metodevalget

Mit bud er at droppe skyttegravskrigen og lade dit metodevalg afhænge af det emne, du vil undersøge.

Der er to forhold ved emnet, som bør spille ind på dit valg:

1. Hvor megen viden har du på forhånd om emnet?
2. I hvilken grad kan deltagerne i din undersøgelse udtrykke sig om emnet?

De to forhold er illustreret i matrixen herunder.

I de næste afsnit gennemgår jeg de to akser. Bagefter viser jeg, hvordan du kan bruge matrixen til metodevalg.

#1: Hvor megen viden har du på forhånd om emnet?

Matrixens vandrette akse illustrerer, at du skal du danne dig et overblik over din forhåndsviden om det, du vil undersøge, før du kan vælge en egnet metode.

Med forhåndsviden siger jeg til dokumenteret viden, som er tilgængelig i form af rapporter, artikler, rådata osv.

Det kan være viden, du selv tidligere har produceret. Eller det kan være andres viden, som du får adgang til. Typisk vil det kræve noget benarbejde af dig at skabe overblik over den tilgængelige viden.

Læs også: Guide: Hvad er desk research, og hvordan kan du gribe det an?

Når du har skabt det overblik, må du vurdere, om du ved så meget, at du kan formulere meningsfulde spørgsmål.

Din forhåndsviden indikerer, hvor struktureret du kan gå til værks

Tag eksemplet med ældres motionsvaner: Har du dokumentation for, hvad de ældre forstår ved “motion”, og hvilke former for motion, de sandsynligvis dyrker? Så tyder det på, at din forhåndsviden om emnet er stor.

Hvis din forhåndsviden er stor, kan du gå struktureret til værks, forstået på den måde, at du formulerer dine spørgsmål på forhånd og måske endda udformer mulige svar.

Hvis din forhåndsviden er lille, må du arbejde mere åbent udforskende med en lav grad af struktur, hvor du ikke på forhånd planlægger dine spørgsmål.

#2: I hvilken grad kan undersøgelsesdeltagerne udtrykke sig om emnet?

Vigtigt for dit metodevalg er også, i hvilket omfang deltagerne kan udtrykke sig om det emne, du undersøger. Det angiver matrixens lodrette akse, som jeg har kaldt “verbaliseringsgrad”.

Du skal vurdere, om

• det er et emne, deltagerne i din undersøgelse er sig bevidst om?
• det er et emne, deltagerne er vant til at tale om?
• det er et emne, deltagerne har et vokabular til at tale om?

Der er mange ting, folk ikke er sig særlig bevidst om og derfor vil have svært ved at tale om. Det gælder fx rutineprægede handlinger, vaner og underliggende værdier, som præger deres valg og holdninger.

Eksempel: Deltagerne kan udtrykke sig om emnet, men det ligger uden for deres horisont

Lad os igen tage eksemplet med ældres motionsvaner:

Hvis du spørger direkte til de ældres motionsvaner, vil mange af dem måske fortælle dig om gåture med hunden og holdtræning. Men ikke om mere rutineprægede handlinger, såsom turen rundt i supermarkedet eller ned i vaskekælderen.

De ældre vil dog have et vokabular til at tale om den sidste type af aktiviteter, men det kræver, at du får tydeliggjort over for dem, at aktiviteterne falder inden for det, du gerne vil vide noget om.

Eksempel: Deltagerne kan ikke udtrykke sig om emnet

I andre situationer har deltagerne i din undersøgelse måske ikke et vokabular til at tale om emnet. Fordi de aldrig har talt om det før og ikke er sig bevidst om det.

Det er fx tilfældet i et projekt om samtykkeerklæringer, jeg er involveret i. For de fleste er samtykkeerklæringer typisk noget, vi knap registrerer og mere eller mindre automatisk reagerer på ved at klikke på en ja-knap.

Graden af verbalisering har betydning for dit metodevalg

Graden af verbalisering har betydning for dit metodevalg:

• Hvis du har et emne, som folk godt kan udtrykke sig om, kan du tilgå det med metoder, der kræver, at folk udtaler sig mundtligt eller skriftligt.
• Hvis du har et emne, folk har svært ved at udtrykke sig om, bør du tilgå det med metoder, der enten slet ikke eller kun i mindre grad afhænger af, at folk udtaler sig verbalt om det.

En matrix til metodevalg

Her er en version af matrixen, hvor jeg har placeret forskellige metoder. Det drejer sig om de mest udbredte kvalitative og kvantitative metoder til at skabe brugerindsigt.

Matrixen er inddelt i fire felter, så det er lettere at se, hvor de forskellige metoder hører til.

Sådan bruger du matrixen

Metodematrixen giver et fingerpeg om, hvilke metoder, der kan være brugbare alt efter karakteren af det emne, du vil undersøge.

• Spørgeskemaer kræver en høj grad af verbalisering og en stor forhåndsviden om emnet.
• Individuelle interviews kræver en forholdsvis høj grad af verbalisering og nogen forhåndsviden om emnet.
• Fokusgrupper kræver knap så høj en grad af verbalisering (fordi deltagerne hjælper hinanden med at sætte ord på emnet) og er velegnede, når der er en lille forhåndsviden.
• Kvalitativ observation er velegnet ved en lav grad af verbalisering og lille forhåndsviden.
• Kvantitativ observation er velegnet ved en lav grad af verbalisering og stor forhåndsviden (fordi du på forhånd definerer, hvilke handlinger, du vil observere).

Hvis du vil, kan du placere flere og andre metoder i matrixen.

Illustrationen herunder viser matrixen med forklaringer af de enkelte dimensioner.

Også andre forhold kan spille ind på metodevalget

Matrixen er som sagt et bud på, hvordan du kan lade emnet for din undersøgelse guide dit metodevalg.

Den tager ikke højde for forhold som fokus på individ eller gruppe, emnets følsomhed, tilgængelige ressourcer og hvilke kompetencer, som er til rådighed. Forhold, du muligvis også skal tage højde for i dit metodevalg.

Hvordan nogle af disse forhold kan styre det kvalitative metodevalg, kan du læse mere om i min guide til at vælge mellem fokusgrupper og individuelle interviews.

Indlægget er en opdatering af et tidligere indlæg fra 2019.