I Olivia Dahls ph.d.-projekt blev fælles skriveøvelser både en metode til at skabe ny viden og et rum, hvor mennesker med cerebral parese kunne dele erfaringer og udforske komplekse følelser sammen.
”Jeg husker . . .”
”Min krop er . . .”
”Jeg drømmer . . .”.
Deltagerne i skriveøvelsen blev bedt om at konstruere sætninger som startede med disse ord.
Efter at have skrevet en sætning skulle deltagerne give papiret videre til sin sidemand, som derefter kunne tilføje en ny sætning. Resultatet blev et kollektivt digt.
Nogle deltagere skrev selv på deres computere, andre fik hjælp af deres personlige assistenter til at formulere deres bidrag, mens de fleste skrev på papiret, der blev sendt rundt.
Fælles for deltagerne var, at de lever med celebral parese (CP), et handikap forårsaget af en hjerneskade tidligt i livet.
Digtene skulle give indblik i erfaringer og følelser knyttet til livet med CP.
De indgik som en del af datagrundlaget i sociologen Olivia Dahls ph.d.-afhandling fra 2025. Her undersøgte hun forståelser af det at have et handikap, normalitet og det gode liv hos mennesker med celebral parese (CP).
Hvis projektet lyder bekendt, er det måske fordi Olivia Dahl stillede op i formidlingskonkurrencen “Ph.d.-cup”, der blev vist på DR TV.
Fleksible og rigide interviewformater
I første omgang havde Olivia Dahl ellers udført en lang række individuelle interviews.
I sin afhandling forklarer hun, hvordan de individuelle interviews var både fleksible og rigide i forhold til målgruppen.
Fleksible, fordi interviewene kunne målrettes den enkelte undersøgelsesdeltager og vedkommendes behov. Det kunne være behov for tid og omhu i interviewsituationen, fordi CP hos nogle af deltagerne medførte kommunikative udfordringer.
Og rigide, fordi interaktionen mellem forsker og deltagere blev begrænset af interviewets spørgsmål-svar-struktur og rummede en implicit magtdynamik, hvor Olivia Dahl som forsker havde styringen.
Hun gennemførte efterfølgende en række fokusgrupper, hvor samtalerne kredsede om strukturelle og politiske udfordringer ved livet med CP. Stadig med Olivia Dahl for bordenden i både konkret og overført betydning.
Længsel efter fællesskaber blev til en poesiskole
Gennem fokusgrupperne kom et behov til syne hos deltagerne:
I sin afhandling beskriver Olivia Dahl, hvordan flere fokusgruppedeltagere udtrykte en længsel efter fællesskaber, hvor det var muligt at tænke på og tale om CP og handikap på nye måder.
Det fik hende til at reflektere over, hvordan hun kunne videreudvikle metoderne i et fælleskabsorienteret format.
Formatet blev en poesiskole, udviklet i samarbejde med digter og forfatter Caspar Eric, der selv lever med CP – hvilket i øvrigt også gælder Olivia Dahl.
Poesiskolen bestod af to workshops på tre timer med 8-10 deltagere. I løbet af workshoppene fandt skriveøvelser og fokusgrupper sted.
Læs også: Fyr intervieweren og hold en workshop i stedet.
Caspar Eric faciliterede skriveøvelserne, og Olivia Dahl faciliterede fokusgrupper om deltagernes perspektiver på at skrive sammen.
Et rum for komplekse følelser
Poesiskolen skulle ifølge Olivia Dahl være et mødested og et rum, hvor samtaler om handikap kunne overskride det individuelle perspektiv og forskningsinterviewets rammer og i stedet bevæge sig i mere kollektive, kritiske og kreative retninger.
Desuden skulle den kunne rumme samtaler om komplekse og modsatrettede følelser.
Det kunne eksempelvis være følelser knyttet til det stigma, som mennesker med handikap oplever, og som de også kan rette mod sig selv og hinanden.
Det uddyber Olivia Dahl i en artikel på dr.dk:
“Mine informanter oplevede at vende sig væk fra handicapfællesskaber og måske selv se lidt ned på andre med handicap og ikke vedkende sig selv eller andre, fordi de var opdraget til at søge mod mere ’normalitet’.”
Læs også: Art-based research – hvad er det, og hvornår er det relevant?
Fra skriveøvelse til forskningsindsigt
Poesiskolens digte giver indblik i følelsen af at være forkert, ensomhed og stræben efter normalitet, fremgår det af artiklen Understanding disability through collective poetry writing, som er en del af Olivia Dahls afhandling.
De viser også, hvordan deltagerne sammen formulerede drømme om en fremtid, hvor deres kroppe ses, forstås og værdsættes, som de er.
Her er et ultrakort uddrag fra digtet “Min krop”, hentet fra afhandlingen:
“Min krop er en kampzone.
Min krop er sin egen.
Min krop er altid til offentligt skue.
Min krop er en opmærksomhedsmagnet.
Min krop er fucked up.
Min krop har fået mine forældre til at græde.
Min krop er roden til min refleksion.
Min krop er politisk.”
Du kan læse flere uddrag fra flere af poesiskolens digte på dr.dk.
Hvis du vil læse mere om Olivia Dahls forskning, kan du få et hurtigt indblik i en artikel på Information, se ph.d.-cuppen på dr.tv, eller du kan kaste dig over hendes afhandling, der er frit tilgængelig hos Københavns Universitet.
Comments