Ved at inddrage konkret, visuelt materiale får du mere ud af dine interviews. Læs om, hvad prompts er, og hvordan du bruger dem.
Opdateret den 9. februar 2024
NB. Siden blogindlægget blev skrevet, er ordet “prompt” komme i anvendelse i forbindelse med generativ AI. Det er ikke i denne betydning, ordet bruges her i indlægget. Her refererer prompts til konkret materiale, som interviewpersonen kan interagere med under interviewet.
På et tidspunkt blev jeg interviewet af en ph.d.-studerende om min brug af software i mit arbejde som selvstændig.
Interviewet foregik sådan, at han spurgte, og jeg svarede. Helt klassisk. Men jeg havde faktisk overraskende svært ved at svare på hans spørgsmål.
Savnede konkret, visuelt materiale
Jeg skulle blandt andet fortælle om, hvilke programmer til tekstbehandling, jeg bruger, når jeg samarbejder med andre, og hvilke udfordringer det har medført.
Intervieweren bad mig om at pege på specifikke elementer i programmerne, som giver udfordringer. For at kunne svare, forsøgte jeg at se programmernes interface for mig. Det var svært.
Det ville have været lettere, hvis jeg havde haft noget konkret, visuelt materiale at forholde mig til. Menubjælken i Google Docs, eksempelvis.
Noget så simpelt som logoer af forskellige programmer og tjenester kunne også have hjulpet mig med at genkalde mig min brug af programmerne ved forskellige lejligheder.
Det korte af det lange: Intervieweren ville have fået et mere præcist og fyldestgørende resultat, hvis han havde brugt prompts.
Hjælper hukommelsen og flytter fokus
Men hvad er prompts egentlig?
Prompts er konkret materiale, fx billeder, kort, figurer, små tekster eller andre genstande, som interviewpersonen kan interagere med under interviewet.
Der er flere grunde at bruge prompts under interviewet:
Prompts kan gøre det, jeg efterlyser med eksemplet ovenfor: Hjælpe hukommelsen på vej og gøre samtalen mere konkret.
Samtidig kan prompts skabe et mere afslappet og flydende interview ved at flytte fokus fra interviewsituationen og over på et fælles tredje. Det forklarer designresearcher Nick Bowmast i artiklen Games people play during user research:
“Many times I’ve had a conversation go from prickly to fluid around these activities (…) Perhaps some people are more comfortable with ‘something to do’, during the interview. The customer will visibly relax, letting me into their stream of thoughts, where I want to be.”
Tættere på adfærd
Marketingmanden Edward Appleton argumenterer for, at vi kommer tættere på folks faktiske adfærd ved at stille interviewpersonerne opgaver, de skal løse ved hjælp af prompts. Den faktiske adfærd er sjældent identisk med den rapporterede adfærd, som vi får adgang til gennem et klassisk interview. Så:
“If we want to understand the real interplay between attitudes, values and behaviour we have to go beyond collecting claimed behaviour,” skriver Edward Appleton under overskriften Stop asking questions.
Skismaet mellem ord og adfærd skriver jeg også om i indlægget Stol ikke på, hvad brugerne siger. Se på, hvad de gør.
Giver et mere komplekst materiale
At bruge prompts i interviewet kræver mere forberedelse, end hvis du udelukkende stiller spørgsmål. Du skal fremskaffe eller selv fremstille de prompts, du skal bruge.
Et prompt-baseret interview resulterer også i et større og mere komplekst analysemateriale. Et materiale, der muligvis er mere krævende at analysere end ord alene. Men samtidig et materiale, som samtidig er mere præcist, nuanceret og dermed fyldestgørende.
For mig vejer det sidste argument tungest og er grunden til, at jeg altid bruger prompts, når det giver mening i interviews.
Få inspiration til at bruge prompts
Hvis du vil i gang at bruge prompts, når du interviewer, kan du finde inspiration til det i tidligere indlæg her på bloggen.
- Autofotografi viser verden set med interviewpersonernes øjne. Interviewpersonernes egne fotografier var omdrejningspunkt, da Maria interviewede mexicanere i Danmark.
- Bankens medarbejdere kortlagde deres egen brugerrejse. Deltagerne i en række fokusgrupper genfortalte et skuespil ved hjælp af fotokort.
Du er selvfølgelig også velkommen til at tage kontakt til mig, hvis vi skal diskutere dine muligheder for at bruge prompts i en konkret situation.