Jeg er en større fan af fokusgrupper, end Steve Jobs var.

Hvorfor jeg er en større fan af fokusgrupper, end Steve Jobs var

Steve Jobs og andre har kritiseret fokusgrupper for at være kunstige. Men fokusgrupper er gode til at sætte ord på normer og til at få reaktioner frem.

Apples Steve Jobs var ikke fan af fokusgrupper. Til magasinet Businessweek udtalte han:

“It’s really hard to design products by focus groups. A lot of times, people don’t know what they want until you show it to them.”

Langt fra virkeligheden

En anden ikke-fan er interaktionsdesigneren Erika Hall.

I artiklen Focus groups are worthless på Medium.com skriver hun, at fokusgrupper skaber kunstige situationer meget langt fra den virkelighed, man designer produkter til.

I en fokusgruppe indgår folk, der ikke kender hinanden, i en modereret gruppediskussion. Det eneste, viden fra en fokusgruppe kan bruges til, er at designe noget, der skal bruges i en fokusgruppe, mener Erika Hall.

“Fokusgrupper er fuldstændigt meningsløse”

Her er tre uddrag fra Halls artikel:

“No one buys shoes, cooks dinner, votes, banks, or even buys movie tickets sitting at a table under florescent lights while engaged in a moderated group discussion.”

“Unless you are designing something for use in a focus group, focus groups are absolutely meaningless as an ethnographic research tool.”

“Here is what you get from a focus group: Opinions that participants are willing to speak in the presence of a group of strangers.”

Sociale normers rolle

Jeg er enig med Jobs og Hall.

Folk ved ikke nødvendigvis, hvad de vil have. For rigtig mange er det svært at tænke ud over det foreliggende. Og Hall har ret i, at fokusgrupper er kunstige, og at sociale normer spiller en stor rolle.

Men.

Spiller sociale normer ikke altid en stor rolle? Også når man køber sko, laver mad, stemmer og køber biografbilletter?

Når jeg laver mad, tænker jeg fx over normerne for, hvad man kan servere sammen (ikke chokoladeis med ketchup), og hvad man kan og bør servere for små børn (chili og rødvin går ikke, økologi er fint).

Sætter ord på normer

De normer kan fokusgrupper bruges til at sætte ord på.

Med fokusgrupper kan man også undersøge, hvordan folk begrunder normerne, om de begrunder dem på samme måde, og om alle deler de samme normer.

Med andre ord får man indblik i, hvordan normer varierer og forhandles mellem mennesker.

Samtidig får man indblik i, hvordan fokusgruppedeltagerne taler om givne emner. Hvilke ord, de bruger. Det kan være nyttigt, når man selv skal henvende sig til brugerne i andre sammenhænge.

Reaktioner på produkter og sager

Og angående Steve Jobs’ indvending: Ja, folk har svært ved at tænke ud over det foreliggende.

Til gengæld kan man så præsentere dem for pretotyper og prototyper og få deres reaktioner på det, og det er fokusgrupper velegnede til. Man kan få flere forskellige perspektiver på og holdninger til et produkt eller en sag.

Ideer til aktiviteter

Tovejs har udgivet e-hæftet “5 ideer til aktiviteter i din næste workshop eller fokusgruppe”. Få det tilsendt kvit og frit og med det samme ved at skrive dig op herunder.

Du skriver dig samtidig op til at modtage Tovejs’ nyhedsbreve med inspiration og viden om brugerinddragelse. Det er let at afmelde sig igen, hvis du skulle ønske det.

    Læs også

    About Charlotte Albrechtsen

    Ph.d. og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt siden 2002.

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *