ChatGPT er din nye assistent.

Det kan du bruge ChatGPT til, når du laver kvalitative undersøgelser

ChatGPT kan hjælpe dig mere flere vigtige opgaver, når du laver kvalitative undersøgelser. Det kræver, du lærer teknologien at kende.

Du har sikkert hørt om den kunstige intelligens ChatGPT, som kan svare fornuftigt og velovervejet på komplicerede spørgsmål. 

ChatGPT, som kan producere tekst og kode hurtigere end nogen journalister og programmører, og som skaber mulighed for helt nye former for eksamenssnyd.

(Hvis du ikke er helt med på, hvad jeg taler om, så læs denne artikel fra DR.)

Måske har du – ligesom jeg – tænkt, at det nok ikke har noget med dig at gøre, fordi du hverken er journalist, programmør eller eksaminator.

Men det har noget med mig at gøre. Og med dig. Ved nærmere eftersyn kan ChatGPT nemlig en hel del, når det gælder kvalitative undersøgelser. 

Skriver din interviewguide

Her kan du se, hvordan ChatGPT løser en klassisk opgave i forbindelse med kvalitative undersøgelser: 

ChatGPT giver et forslag til en interviewguide.

Indrømmet: Det er langt fra verdens bedste interviewspørgsmål, ChatGPT her laver. 

Flere spørgsmål er kluntet formuleret, og nr. 3 er decideret volapyk. Det er ikke heller alle spørgsmål, som interviewpersonen vil kunne give valide svar på. 

Det er ikke så mærkeligt. ChatGPT er trænet på enorme mængder af tekst på internettet, og kvaliteten af dens output afspejler kvaliteten af dette materiale. Hvis der findes mange halvdårlige interviewspørgsmål derude (og det gør der), kommer ChatGPT til at levere det samme.

Ikke desto mindre giver ChatGPT mig noget at arbejde ud fra – et sted at starte. 

Og som min opfølgende anmodning viser, kan ChatGPT levere en specifik type spørgsmål, hvis bare jeg beder om det.

Hvis jeg fortæller, hvor længe interviewet skal vare, vil teknologien også give tidsindikatorer ved hvert spørgsmål. Fx kan jeg bede om en spørgeramme til en fokusgruppe på en time.

Jo bedre jeg spørger, jo bedre resultat får jeg.

Analyserer dine interviews

ChatGPT kan ikke afholde interviews. Men når interviewene er i hus og transskriberede, kan teknologien udføre en række nyttige opgaver. ChatGPT kan blandt andet:

  • skrive resuméer af de enkelte interviews.
  • udpege gennemgående temaer i et interview
  • finde nøgleord i et interview
  • kategorisere fundne nøgleord.

Jeg ved det, for jeg har bedt ChatGPT om alle dele på et interview, jeg kender rigtig godt. Den løste opgaven udmærket. Ved at finde og kategorisere nøgleord nærmede teknologien sig det overordnede resultat, som jeg selv var kommet frem til gennem en diskursanalyse.

ChatGPT laver nøgleord og kategoriserer dem.

ChatGPT’s arbejde erstatter på ingen måde en mere avanceret analyse som en diskursanalyse, hvor man vil redegøre for de bagvedliggende diskurser, som kommer til udtryk i interviewet. Men teknologien giver et fingerpeg om, hvad der er at finde i materialet og hvilken retning, en analyse kan tage.

Og ligesom det var tilfældet med interviewspørgsmålene, skal man vide, hvordan man skal spørge, for at få et brugbart resultat af ChatGPT. 

Fjerner en kæmpe ulempe

Som analyseeksemplet viser, er ChatGPT i stand til at udføre mønstergenkendelse på ustrukturerede data. På ingen tid og til ingen penge. 

Navnlig det sidste er vigtigt. Det fjerner nemlig en betydelig ulempe ved kvalitative undersøgelser: At ustrukturerede data tager så lang tid at efterbehandle, hvilket er dyrt i arbejdstimer.

Prisen og den tid, en analyse tager, bruges tit som argument mod kvalitative undersøgelser og for spørgeskemaundersøgelser, hvis strukturerede data kan analyseres let og hurtigt med statistikprogrammer. 

Teknologier som ChatGPT vil potentielt tilføre kvalitative undersøgelser samme fordel som spørgeskemametoden aktuelt har – ikke mindst hvis den aktuelle tekstbaserede analyse kombineres med talegenkendelsessoftware, der kan afkode talerens følelser. Samtidig vil indsigterne vil til gengæld være dybere og langt mere nuancerede end dem, analyser af spørgeskemadata kan levere.

Det forudser Leonard Murphy fra Greenbook og Veriglif i en lang, men oplysende YouTube-samtale om ChatGPT’s betydning for kvalitativ research på Question Pros kanal. Han kalder ChatGPT en game changer for faget.

Aktuelt er vi dog ikke dér, hvor ChatGTP uden videre kan analysere bare ét standardinterview på 20 siders tekst. Der er grænser for, hvor lange tekster, man kan uploade i chatinterfacet. Da jeg forsøgte mig, kunne jeg uploade under to A4-sider ad gangen.

Lær at samarbejde med ChatGPT

Kommer ChatGPT til at overtage dit job? Næppe lige med det første. Ikke hvis dit job (også) består i at kvalitetssikre undersøgelses- og analyseprocesser. Men teknologien kommer til at ændre dit job på den måde, at der sker en forskydning fra producerende opgaver til vurderende og opfølgende opgaver.

Dit job bliver at vurdere både kvaliteten af ChatGPT’s output og hvordan du kan bruge det i dit videre arbejde. Hvor skal du fx sætte ind for at optimere en given interviewguide? Her skal du bruge din viden og erfaring på området.

Jo bedre, du kender ChatGPT, jo mere kan du få ud af jeres samarbejde. Som jeg har vist her i indlægget, er dine spørgsmål afgørende for det output, du får. 

Mit bedste råd til dig er derfor at eksperimentere med ChatGPT, og hvordan den kan assistere dig i dit arbejde. Og i øvrigt sætte dig ind i teknologiens muligheder og begrænsninger – her opsummeret af ChatGPT selv:

ChatGPT opsummerer sine muligheder og begrænsninger.
Læs også

About Charlotte Albrechtsen

Ph.d. og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt siden 2002.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *