Du kan lære meget om kvalitativ interviewteknik ved at se, hvordan andre gør. To gode videoer på YouTube hjælper dig med udvikle dine evner som interviewer, uanset om du er nybegynder eller allerede har interviewerfaring.
At interviewe er noget, du kan lære. Og du kan hele tiden blive bedre. Den allerbedste måde at udvikle dine interviewerevner på, er ved at interviewe. Ved at øve dig.
Inden du går i gang med at øve på rigtige, levende mennesker, er det en god idé at forberede dig.
Det kan du gøre ved at læse om interviewerens rolle, interviewteknikker osv. Fx her på min blog eller i nogle af de mange bøger om interviewmetoder, der findes.
Læs også: 3 metodebøger, du skal læse.
Men jeg anbefaler, at du ikke bare nøjes med at læse. Du får også rigtig meget ud af at se, hvordan andre gør.
Det giver dig en god en fornemmelse for, hvordan et interview helt konkret kan udspille sig. Du får også bedre forståelse for de forskellige interviewteknikker ved at se dem anvendt i praksis.
To håndplukkede videoer
Et oplagt sted at se, hvordan interviews fungerer, er på YouTube.
YouTube flyder over med videoer om interviewteknik – ligesom mediet flyder over med indhold om alle andre emner.
Derfor har jeg udvalgt to glimrende videoer til dig, der vil udvikle dine færdigheder som interviewer. Uanset om du er nybegynder eller allerede har erfaring som interviewer.
Den ene handler om det individuelle interview, og den anden handler om fokusgruppeinterviewet. De varer henholdsvis 18 og 30 minutter.
Jeg bruger dem selv, når jeg underviser universitetsstuderende i interviewmetoder.
Graham Gibbs om det individuelle interview
Graham Gibbs fra University of Huddersfield i Storbrittanien er blandt andet kendt for sin refleksionscirkel til evaluering. Og så er han ekspert i samfundsvidenskabelige forskningsmetoder, herunder kvalitative metoder.
Han står bag en videoen “How to do a research interview”.
Videoen er god fordi …
Den giver en konkret demonstration af samspillet mellem interviewer og interviewperson. Fx viser den, hvor meget øjenkontakt betyder for samtalens flow.
Videoen gør det tydeligt, at intervieweren er hovedansvarlig for, at samtalen bliver indholdsrig og flydende.
Richard Krueger om fokusgruppeinterviewet
Richard A. Kruger fra University of Minnesota, er en stor kapacitet inden for fokusgrupper. Jeg brugte selv hans metodebøger, da jeg som ph.d.-studerende skulle holde mine første fokusgrupper.
Han har lavet videoen “Moderating focus groups”.
Videoen er god, fordi …
Frygten for at miste kontrol over samtalen er noget af det, der afholder mange fra at holde fokusgruppeinterviews. Derfor er det virkelig nyttigt, at Richard Krueger i sin video demonstrerer greb til at få fokusgruppedeltagerne til at tale og til at tie.
Samtidig viser videoen, hvor afvekslende en fokusgruppe kan være med brug af aktiviteter og diverse spørgsmålstyper.
Læs også: Derfor skal du have forskellige aktiviteter i dine workshops og fokusgrupper.
Endelig giver videoen indblik i både moderatoren og observatørens rolle og samarbejde.
Læs også: Kender du de 4 roller, der skal besættes i en fokusgruppe?
Nu er du klar til at øve interviewteknik
Jeg håber, du kan bruge de to videoer til at udvikle dine evner som interviewer.
Når du har set dem, er du klar til selv at gå i gang med at øve interviewteknik.
Hvis du ikke har stor erfaring med interviews, kan det være, du i første omgang skal afprøve din interviewguide på en kollega, en nabo eller en anden bekendt.
Du er også velkommen til at bruge mig som træningspartner i et pilotinterview og bagefter få min feedback på din interviewguide og din interviewteknik.