Der er gode grunde til at brugerteste dit produkt eller din service.

4 grunde til at du skal i gang med at brugerteste

Du kan ikke altid regne ud, hvorfor dine brugere handler, som de gør. Men du kan finde ud af det ved at brugerteste dine produkter og services. 

Ejerne af en sofabutik kunne se, at deres hjemmeside havde mange besøgende. Mange af de potentielle kunder bevægede sig langt ind i købsprocessen. Men til sidst forlod de fleste webshoppen uden at købe noget. 

Butikkens ejere besluttede at lave en brugertest for at undersøge, hvad der skete i den afsluttende del af købsprocessen. Ejerne havde en antagelse om, at kunderne ikke kunne finde ud af at bruge betalingsfunktionen og derfor forlod butikken uden at købe noget.

Uden en brugertest havde sofabutikken måske investeret i en ny betalingsløsning.

Brugertesten viste imidlertid, at købsprocessen og betalingsfunktionen fungerede glimrende. Testbrugernes kommentarer undervejs i forløbet viste, at problemet lå et helt andet sted: 

Sofabutikken tilbød ikke levering til døren og heller ikke afhentning af kundens gamle sofa. Det gjorde butikkens største konkurrent til gengæld, og det vidste kunderne. 

Bøvlet med at skulle afhente den nye sofa og komme af med den gamle var den virkelige barriere for, at kunderne ikke foretog et køb. Det var virkelig en øjenåbner for sofabutikkens ejere.

Lyt til brugerne

Men nu ikke mere om sofaer. For det, sofabutikkens ejere måtte sande, har slet ikke med sofaer eller for den sags skyld branche at gøre:

Du kan ikke altid regne ud, hvorfor dine brugere handler, som de gør. Hvorfor de afviser dit produkt, eller hvor de oplever problemer, når de bruger din service. 

Det finder du kun ud af, hvis du inviterer dine brugere indenfor og lytter til, hvad de siger. Og her er brugertesten et glimrende værktøj. 

Læs også: Glem din egen idé og gå ud og tal med målgruppen

#1. Giver værdifuld indsigt i brugernes oplevelse

Når du foretager en brugertest, undersøger du, hvordan brugere interagerer med og oplever et givet produkt. 

Brugertestmetoden er blevet udviklet inden for it-branchen, hvor den har været brugt i over 20 år. Nu er metoden ved at finde vej til andre brancher, og det er der god grund til. 

En brugertest tager mellem en halv og en hel time og gennemføres af en testleder, som anvender en forberedt testguide. Undervejs i brugertesten skal brugeren løse forskellige opgaver med det testede – fx finde og købe en sofa i en webshop – og fortælle om sin oplevelse imens. 

Der er gode grunde til at brugerteste dit produkt eller din service.

Som regel gennemfører du en serie af brugertest ad gangen, så du kan hæve dig over det individuelle niveau og se mønstre på tværs af brugerne. 

Metoden giver som sagt værdifuld indsigt i brugernes oplevelse af det testede. Eksempelvis gav brugertesten sofabutikkens ejere en viden, de kunne bruge til at udvikle servicen omkring deres produkt og forbedre deres salgstal. 

Det er grund nr. 1 til, at du skal i gang med at brugerteste. De næste tre grunde har rod i, at brugertest er en fleksibel og tilgængelig metode. 

#2. Du kan brugerteste det meste

Metoden er fleksibel i den forstand, at du kan brugerteste næsten hvad som helst. 

Eneste krav er, at du kan afgrænse den genstand, du tester, og at brugeren kan interagere med det testede på egen hånd. 

Her er eksempler på ting, som kan testes:

  • Webshops (som sofabutikkens)
  • Fysiske produkter – det kunne være kreative temakasser til børn og deres voksne 
  • Måder at møde borgerne på – fx i et jobcenter
  • Vejledninger og ruteanvisninger, såsom skiltning i store bygninger 

Alle eksempler stammer fra bogen Effektive brugertest – trin for trin, hvor du kan læse mere om dem.

#3. Du kan brugerteste når som helst i processen

Du kan ikke bare brugerteste det meste. Du kan også brugerteste når som helst i en udviklingsproces: 

  • på idéstadiet
  • når den første prototype er klar
  • når produktet er færdigproduceret.

Sofabutikken gennemførte brugertest af en eksisterende webshop. Hvis butikken derefter skitserede en ny afhentningsservice, ville denne idé også kunne testes på et tidligt stadie, eksempelvis ved hjælp af en papirprototype

På baggrund af testen af papirprototypen ville sofabutikken kunne udvikle en såkaldt high fidelity-prototype, som ligner det færdige produkt eller service – og som også ville kunne testes.

#4. Du kan selv brugerteste

Ud over at være en fleksibel metode, er brugertest en tilgængelig metode at arbejde med på flere planer. Det betyder, at du kan gennemføre en brugertest på egen hånd – hvis de rette ressourcer er til stede. 

For det første er det ikke kompliceret at lave en brugertest – hvis man vel at mærke bryder arbejdet ned i faser.

For det andet er det ikke voldsomt ressourcekrævende at gennemføre en brugertest. 

Der er brug for kompetencer til at at koordinere, kommunikere og analysere – og så skal du kunne arbejde systematisk.

Læs også: 5 teknikker, der hjælper dine testbrugere med at tænke højt

Du skal selvfølgelig også kunne sætte den nødvendige tid af til at designe en testguide, rekruttere deltagere, afholde test, analysere og formidle. En klassisk brugertest med fem testdeltagere og minimal afrapportering burde kunne klares på 40 timer.

Brugertest nu, du

Jeg håber, indlægget her har givet dig indblik i fordele ved at brugerteste og et indtryk af processen, der er overskuelig og vil være overkommelig for mange. Måske har du endda fået mod på selv at lave en brugertest?

Til dig, der gerne vil i gang med at brugerteste, har jeg sammen med Cecilie Steentoft har jeg skrevet bogen Effektive brugertest – trin for trin. Du kan læse bogen i dag og gå i gang med at forberede din første brugertest i morgen.

Hvis du vil afgøre, om bogen er noget for dig, kan du hente et gratis kapitel her.


About Charlotte Albrechtsen

Ph.d. og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt siden 2002.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *