Frivilligt arbejde er ikke længere nødvendigvis bundet til en forening. Den frivillige er blevet en fri agent, en medborger, som engagerer sig fra sag til sag. Det ændrer betingelserne for samarbejde med frivillige for foreninger, kommuner og virksomheder.
Opdateret 4. april 2019
For tiden laver jeg en analyse for en forening, der gerne vil have medlemmerne til at engagere sig mere i foreningens organisatoriske opgaver.
Foreningen henvender sig til seniorer og er en klassisk opbygget forening med bestyrelse, vedtægter, generalforsamling osv. Helt efter bogen. Men at få medlemmerne til at gå ind i det frivillige organisatoriske foreningsarbejde er tungt.
For frivillige er ikke, hvad de har været.
Fra medlemskab til medborgerskab
En kvantitativ undersøgelse fra Syddansk Universitet viser en tendens til, at frivilligt engagement løsrives fra foreningerne.
Mere end halvdelen af alt frivilligt arbejde foregår i en forening. Sådan var det også for 10 år siden. Til gengæld er færre af de frivillige medlem af den forening, de arbejder frivilligt i.
Se en præsentation af undersøgelsen:
Udviklingen er også omtalt i artiklen Frivillig for vores eget fælles bedste hos Center for Frivilligt Socialt Arbejde.
Måske afspejles afkoblingen mellem frivillighed og medlemskab i kommunernes syn på de frivillige?
Aarhus Kommunes nye medborgerskabspolitik sætter fokus på de individuelle borgere – medborgerne – som kommunens frivillige samarbejdspartnere. Foreningerne kommer i anden række.
Ændrer betingelserne for samarbejde
Afkoblingen mellem frivillighed og medlemskab udfordringer foreningerne. Som den jeg laver en analyse for.
Når medborgeren erstatter foreningsmedlemmet, ændres betingelsen for samarbejde med borgere. Det gælder, hvadenten man en forening, en kommune eller en virksomhed, der ønsker at engagere borgere frivilligt.
Use me or lose me
Medborgeren er en fri agent, der engagerer sig fra sag til sag, skriver fremtidsforskeren Anne-Marie Dahl i kronikken Sværmkløgt og knagefællesskaber:
“Engang var frivillighed og deltagelse måske mere drevet af borgerpligt og det lange seje træk, i fremtiden ligger motivationen måske i, at tilbyde netop MINE kompetencer, når jeg har tid og lyst til det. Til gengæld forventer jeg, at mine ideer og kompetencer bliver brugt og kommer i spil. Use me or lose me.”
Digital borgerplatform
Anne-Marie Dahl foreslår kommunerne at danne digitale borgerplatforme, hvor den enkelte kan byde ind med sine kompetencer for en tid, og hvor kommunen kan efterspørge specifikke kompetencer i en innovationsproces eller i forhold til en praktisk opgave.
Kommunen skal sørge for at facilitere netværket eller finde modeller, der sikrer, at nogen ”er den” i næste måned.
Måske kan foreninger tilsvarende eksperimentere med kompetencebørser, hvor medlemmerne synliggør deres kompetencer og byder ind på specifikke opgaver?
Det kræver naturligvis, at der er ressourcer til at opbygge og vedligeholde sådan en kompetencebørs. Og at den designes, så medlemmerne har lyst til at bruge den.
Brugerdrevet brugerrejse skal give svar
Foreløbig er jeg ved at undersøge, hvad der motiverer seniorforeningens medlemmer til at melde sig ind, hvad de forventer sig af foreningen, og hvordan de og foreningen bruger hinanden.
Det sker ud fra data produceret af foreningens medlemmer i form af en brugerdrevet brugerrejse.
Medborgeren har ingen alder
Jeg sidder midt i analysen og har endnu ingen konklusioner klar. Men jeg kan da løfte sløret for, at medborgere findes i alle aldersgrupper.
Jeg spurgte én af de ældre fra min undersøgelse om, hvad der kunne motivere hende til at engagere sig i foreningen. Hun svarede:
“At møde nogen, der har brug for lige præcis mig.”
Jeg skriver mere om mit arbejde i Foreningsdanmark i indlæggene Medlemsrejsen blev kortlagt på en engagerende måde og Sådan interviewede jeg* 16 personer på 2 timer.
Foto: Cykling uden alder
