Spillere udvikler ideer ved hjælp af Tovejs' dialogspil.

Dialogspil hjælper med at gå fra data til ideer

Jeg går til kamp mod træge og tilfældige brainstorms med et dialogspil til idéudvikling, der bruger data som benspænd.

Opdateret 14. februar 2017

Kender du det:

I skal få ideer. Nogen på arbejdspladsen har besluttet, at nu er det tid til at tænke nyt. “Ud af boksen,” har de måske ligefrem sagt.

I er en gruppe, som skal få ideer. Måske er der sat 15 minutter af til formålet, måske en hel dag. Måske er I i et vant mødelokale, måske på et kursuscenter.

Brainstorm classic

Og så går I i gang med at brainstorme. Typisk sker følgende:

De fleste ideer skydes ned, så snart de er fremsat. Hvis de overhovedet når igennem forslagsstillerens eget kritiske filter og bliver sagt højt.

De ideer, der får opmærksomhed er enten dem, der blev nævnt først, eller dem, som fremsættes på den mest insisterende måde. Det betyder, at der er et element af tilfældighed i denne form for idéudvikling.

Tit bygger de ideer, der fremsættes i en brainstorm, mere på fornemmelser end på viden om fx slutbrugeres oplevelser og adfærd. Det er med til at øge tilfældighedselementet.

For deltagerne er det rigtig svært at hive gode ideer op af hatten på kommando.

Spil slukker for realisme-filtret

Den slags situationer vil jeg gerne til livs. Derfor har jeg skabt et dialogspil til idéudvikling.

Jeg har valgt spilformen for at skabe et rum, hvor det er tilladt at lege og drømme uden at skulle tænke over, hvad der er realistisk og gennemførligt.

For når vi spiller, gælder andre regler end til daglig. Derfor kan spillet slukke for det realisme-filter, der normalt tager livet af de fleste ideer.

Helt konkret ved hjælp af et sæt spilleregler, der gør det ulovligt at komme med praktiske indvendinger mod de ideer, som bliver fremsat.

Data giver benspænd

Spillet benytter sig af en mekanisme, et benspænd, som både fungerer som en begrænsning og en trigger for idéudviklingen.

Den mekanisme er data.

Spillematerialet er 50-100 kort, som hver især rummer en stump data. Det kan være en oplysning, et billede, et nøgleord eller et kort citat.

Forud for spillet er gået en proces, hvor data samles eller skabes, kategoriseres groft og klippes op i små stumper, som limes på kulørte kort. De er de kort, som udgør spilmaterialet.

Datakortene betyder, at ideerne ikke gribes ud af den blå luft, men er forankrede i data.

Trigger idéudviklingen

Spillernes opgave er at udvikle scenarier ved at udforske, diskutere og kombinere data.

Hvis de savner elementer til et scenarie, skaber de dem selv ved at udfylde blanke kort.

Datakortene danner både ramme om og trigger for idéudviklingen. Sker det, at spillerne går i stå, tager de bare et nyt kort og måske ét til og ét til, indtil en konstellation af nye og gamle kort får en ny idé til at dukke op.

At det er tilladt at lege med ideer, gør spillet til en sjov og engagerende oplevelse for deltagerne.

Skræddersyet

Spillet er altid skræddersyet til den situation, det skal bruges i.

Derfor kan du ikke købe spillet i Fætter BR eller hos boghandleren. Men jeg kan fremstille et eksemplar til dig og din organisation – eller jeg kan guide jer i at lave jeres eget spil. Kontakt mig for at høre nærmere.

Læs også

About Charlotte Albrechtsen

Ph.d. og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt siden 2002.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *