Hvad er vigtigt for slutbrugerne, når de skal vælge et toiletsæde? Det fik Pressalit indsigt i gennem et mobiletnografisk studie. Læs med og få tre konkrete råd til at anvende metoden.
Hvordan sikrer man, at et produkt så hverdagsagtigt som et toiletsæde rammer præcis de behov og ønsker, brugerne har? Hos Pressalit, der fremstiller toiletsæder og tilbehør til bad og køkken, er svaret tæt dialog med slutbrugeren.
En drivkraft bag denne dialog er antropolog Majbrit Pedersen. Som User Research Specialist hos Pressalit står hun i spidsen for virksomhedens brugerundersøgelser.
Senest har hun foretaget et mobiletnografisk studie for at undersøge, hvilke ønsker, behov og prioriteter, der ligger bag danske og tyske brugeres valg, når de skal renovere deres badeværelser.
Mobiletnografi viser – og passer ind i – hverdagen
Den mobiletnografiske metode går ud på at stille undersøgelsens deltagere en række spørgsmål og opgaver over en række dage eller uger, som de besvarer gennem ord, billeder, videoer, lyd m.m.
Læs også: Hvad er mobiletnografi, og hvornår skal du bruge metoden?
Deltagerne besvarer spørgsmål og opgaver, hvor de er, og når de har lyst. Begge dele ser Majbrit Pedersen som en stor fordel.
“Man kan komme tæt på folks hverdag og det levede liv med vasketøjskurve, der bugner, og tøjbunker på gulvet,” forklarer hun.
“Og så kan de svare på spørgsmålene, når det passer dem, og når de har bedst tid i løbet af dagen. Enkelte følger også op med flere refleksioner til et spørgsmål, hvis de kommer i tanke om noget senere.”
Visuelt materiale viste kulturelle forskelle
I Pressalits undersøgelse indgik 30 boligejere fra Danmark og Tyskland. De havde enten lige renoveret deres badeværelse eller stod overfor at skulle gøre det.
Målgruppen var valgt, fordi man i forbindelse med renovering uvægerligt tager stilling til de forskellige elementer på badeværelset, herunder toiletsædet, der ellers kan være en lidt overset genstand i det daglige.
Undersøgelsen kastede et rigt og varieret billedmateriale af badeværelsesløsninger af sig, der – ud over at give indblik i hverdagslivet – vidnede om kulturelle forskelle.
“Det meget visuelle materiale, som vi fik i form af billeder og videoer, gjorde det nemt at se forskelle på tværs af lande eller kulturer,” fortæller Majbrit Pedersen.
Hun var blandt andet overrasket over at se, hvor forskellige indretningsudtryk, der er på tværs af de to lande.
På baggrund af sine aktuelle og tidligere erfaringer med mobiletnografi giver hun tre råd til andre, som vil anvende undersøgelsesmetoden:
1. Test dine spørgsmål – hver gang
At formulere spørgsmål til en mobiletnografisk undersøgelse er altid en udfordring, påpeger Majbrit Pedersen:
“Spørgsmålene skal være så præcise, at deltagerne ikke er i tvivl om, hvad de skal svare på. Samtidig må spørgsmålene ikke lede deltagerne i nogen bestemt retning, og de skal kunne give anledning til mange forskellige svar. Den balance er svær at ramme.”
Derfor sørger hun altid for at teste spørgsmålene, før hun sender dem ud til sine undersøgelsesdeltagere. Testdeltagerne er typisk personer i målgruppen, som hun finder i sin egen omgangskreds.
Læs også: Derfor kan du ikke undvære feedback på dine spørgsmål til brugerne.
Testen giver indblik i, hvad der kan virke forvirrende, og i usikkerheder om svaret og svarformatet. Det gjaldt også, da hun testede spørgsmålene til undersøgelsen for Pressalit:
“Nogle af testdeltagerne var i tvivl, om det var forventet, at de gjorde deres badeværelse rent, inden de filmede. Det var det selvfølgelig ikke, men jeg kan godt forstå deres tvivl. Ved at filme sit badeværelse som led i undersøgelsen, viser man det jo frem til fremmede.”
Efter testen justerede hun uklare spørgsmål og præciserede sine forventninger til deltagerne og deres svar.
2. Følg med og følg op for at få “tykke beskrivelser”
Kernen i Pressalits undersøgelse var fem spørgsmål, som blev stillet gennem en mobiletnografisk app.
Teknisk var det sat op, så besvarelsen af ét spørgsmål automatisk udløste det næste spørgsmål.
I princippet kunne Majbrit Pedersen have lænet sig tilbage og ventet på, at deltagerne afsluttede deres besvarelser. Hun valgte at læne sig frem i stedet og følge nært med i deltagernes svar:
“At følge nært med i besvarelserne satte mig i stand til at stille opfølgende spørgsmål til de enkelte deltagere, når noget var uklart for mig, når jeg savnede forklaringer, eller når jeg gerne ville have uddybet eller sat eksempler på deres udsagn. På den måde fik jeg et rigere materiale, end jeg ellers ville have fået. Inden for antropologien taler vi om at søge informationstætte og detaljerede “tykke beskrivelser”, og det var, hvad jeg gik efter: En kort, men tyk undersøgelse.”
Hun sorterede desuden det indkomne materiale løbende ved at tilføje nøgleord i form af tags. På den måde tog hun hul på analysen, allerede mens undersøgelsen var i gang.
Da den mobiletnografiske del af undersøgelsen var overstået, foretog hun opfølgende interviews med de deltagere, som havde nævnt, at de for nyligt havde skiftet toiletsædet i forbindelse med deres renovering. Det skete for at forstå den brugerrejse, deltagerne havde været på i forhold til at finde og vælge et nyt sæde samt montere og bruge det nye sæde.
3. Én undersøgelse, flere aftagere
Undersøgelsen gav viden om, hvilke egenskaber ved badeværelseselementer, der er vigtige for folk. På den måde sætter den en retning for produktudviklingen i Pressalit og kan bruges til at evaluere udviklernes idékatalog og prioritere nye tiltag.
I den sammenhæng fremhæver Majbrit Pedersen et spørgsmål fra undersøgelsen, hvor deltagerne skulle reagere på forskellige toiletsædedesigns:
“Et sæde fik negativ feedback på sit udseende, men ros for sine egenskaber, og et andet sæde scorede højt på udseende. De svar kan vi relativt let omsætte til designkrav.”
Samtidig kan Pressalits sælgere og marketingmedarbejdere drage nytte af viden fra undersøgelsen i deres kundevendte aktiviteter.
Som et næste skridt planlægger hun at udarbejde personaer og brugerrejser bl.a. på baggrund af data fra undersøgelsen.
Personaerne vil være til brug i produktudviklingen, og brugerrejserne bruger flere afdelinger i Pressalit til at gøre det nemmere for brugerne at finde og vælge et toiletsæde, som passer til deres toilet.
Ved at tænke i flere aftagere og forskellige output af undersøgelsen, får Pressalit mest mulig værdi ud af den.
Kom i gang med mobiletnografi
Uanset om du arbejder med produktudvikling, marketing eller brugeroplevelse, kan mobiletnografi hjælpe dig med at forstå dine kunders behov bedre, også når det gælder oversete genstande som toiletsæder. Så du og din virksomhed kan skabe produkter, der virkelig gør en forskel.
Hvis du også vil i gang med at bruge metoden, kan Majbrit Pedersens tre råd hjælpe dig godt på vej: Test dine spørgsmål, vær proaktiv under processen, og sørg for, at så mange som muligt får gavn af undersøgelsen.
I bogen Detaljerig mobiletnografi – trin for trin kan du finde en nærmere beskrivelse af de faser, en mobiletnografisk undersøgelse består af og blive guidet gennem undersøgelsesprocessen fra start til slut.
Illustrationer: Genereret af AI og fotos af MurermesterMartin via Flickr.com og Kaboompics.com via Pexels.com.