Et pengespil gav indblik i varmekunders prioriteter

Hvordan får man folk til at tale om fjernvarme i juni måned? Etnolog Marie Aarup brugte et hjemmelavet pengespil som interviewteknisk greb.

Har du tændt for varmen?

I december, ja. I juni sikkert ikke. I juni måned er de fleste mennesker mere optagede af deres ventilatorer end af deres radiatorer.

Sidste juni stod etnolog  Marie Aarup ikke desto mindre i den situation, at hun skulle undersøge borgeres interesse i fjernvarme. 

Det var en opgave, hun som udviklingskonsulent havde fået af sin arbejdsgiver, Rødovre Kommune. Nærmere bestemt var det Rødovre Kommunale Fjernvarme, der gerne ville vide, hvorfor ingen borgere i et bestemt område tilsyneladende var interesserede i at skifte fra naturgas til fjernvarme.

Marie Aarups skulle undersøge borgernes oplevelse af deres nuværende varmesystem, og hun skulle afdække barrierer for at gå fra naturgas til fjernvarme.

Det gjorde hun igennem 11 kvalitative interviews med borgere og par grundejerforeningsformænd, som hun rekrutterede ved hjælp af et brev. Forud for interviewet havde hun fremstillet en interviewguide. 

Opad bakke at tale om varmesystem

Det var svært for interviewpersonerne at tale om fjernvarme i juni måned. Emnet var simpelthen ikke præsent for borgerne på den tid af året. 

Udfordringen blev ikke mindre af, at varmeforbrug for de fleste er et usynligt forbrug, som det kan være svært at forholde sig til. Det vidste Marie fra tidligere energistudier

Efter tre interviews kunne Marie mærke, at det var opad bakke, og hun besluttede sig for at gå en anden vej.

En simpel spilleplade

For at gøre det nemmere for de interviewede til at forholde sig til deres varmesystem og deres prioriteter i den forbindelse, fik Marie Aarup den idé at lave et spil.

Hun lavede en helt simpel spilleplade i pap med fire felter. Tre af felterne repræsenterede tre varmetyper: fjernvarme, gasfyr og varmepumpe.

Det fjerde felt kaldte hun “andet”. Det repræsenterede andre ting, man kan bruge penge på: bil, rejser, børn, køkken eller lignende.

Marie Aarup brugte et spil i interviews om borgeres valg af varmesystem.

Scenarium: Dit varmesystem skal udskiftes

Marie Aarup afsluttede nu sine resterende interviews med at præsentere deltagerne for følgende fiktive scenarium:

Dit varmesystem er i stykker og skal udskiftes. Du har selv 100.000 kr., og du kan låne flere penge i banken. Hvordan vil du bruge pengene – og hvorfor?

  • Fjernvarme koster 100.000 kr.
  • Gasfyr koster 40.000 kr.
  • Varmepumpe koster 120.000 kr.
  • Du må også bruge pengene på andet – du bestemmer.

Livsbegivenheder i fokus

Spillet afslørede en stor diversitet blandt borgerne:

“Det var meget forskelligt, hvad folk gjorde. Hvad de kunne finde på at optage lån til, og hvornår de ville bruge deres opsparing,” fortæller Marie Aarup og fortsætter:

“Nogle syntes eksempelvis, at det var i orden at låne til en bil, men ville aldrig drømme om at låne samme beløb til en varmepumpe. Disse forskelle blev særligt tydelige gennem spillet.”

Gennem interviewene blev det tydeligt, at deltagerne især var villige til at investere i et nyt varmesystem i forbindelse med indflytning i et nyt hus og ved fx familieforøgelse. Marie Aarup siger:

“Ved disse livsbegivenheder opstår windows of opportunity, hvor folk forholder sig aktivt til deres fysiske rammer, herunder deres varmesystem. Det rapporterede jeg til fjernvarmeselskabet, for det er i de situationer, selskabet skal have borgerne i tale.”

Folk forholder aktivt til deres varmesystem i forbindelse med flytning og familieforøgelse, siger Marie Aarup.

Spil som interviewteknisk greb

Som interviewteknisk greb havde spillet flere fordele, pointerer Marie Aarup. Ikke bare hjalp det interviewpersonerne med at sætte ord på deres prioriteter. Det fik også nogle interessante nuancer frem, som spørgsmålene i interviewguiden ikke formåede at fange.

Samtidig betød spillets fiktive ramme, at de interviewede kunne dele deres økonomiske overvejelser med intervieweren uden at skulle delagtige gøre hende i deres privatøkonomi. Det gjorde det nemmere at tale om et potentielt følsomt emne.

Endelig tilførte spillet energi og et legende element til interviewene, hvilket deltagerne tog godt imod. 

Lav dit eget spil

Marie Aarups spil var inspireret af Matadorspillet, hvor man med sine penge køber grunde m.m.

Da idéen først var der, tog det hende kun fem minutter at lave en brugbar version til interviewene, fortæller hun. 

Du kan også lave dit eget spil til brug i interviews eller andre sammenhænge. Læs mere om processen med at fremstille et spil i indlægget Lav dit eget spil: Sådan kommer du fra idé til (seriøst) spil.

Læs også

About Charlotte Albrechtsen

Ph.d. og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt siden 2002.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *