Har du mindst 5 minutter og et skriveredskab ved hånden? Så er du klar til at gå i gang med at bruge tænkeskrivning som metode til idéudvikling.
Tænkeskrivning er en lettilgængelig metode til at få, finde og udvikle ideer. En metode, du kan bruge når som helst og hvor som helst.
Du behøver ikke downloade nogen apps eller nye programmer. Du behøver ikke engang en computer. Du behøver heller ikke føle dig kreativ eller inspireret.
Alt, du behøver, er mindst 5 minutter og et skriveredskab. Og så et emne, du gerne vil udforske.
Det er muligt, du allerede kender metoden som hurtigskrivning eller nonstopskrivning. Bruger du den allerede i din hverdag? Hvis ikke, så læs med og bliv inspireret til, hvordan du kan bruge tænkeskrivning som metode til idéudvikling.
Skriv uden afbrydelser
Før du går i gang med at tænkeskrive, skal du beslutter dig for, hvad du vil skrive om, og hvor lang tid, du vil gøre det. Typisk mellem 5 og 15 minutter.
Så tager du tid og går i gang med at skrive hurtigt og uden afbrydelser indtil tiden er gået. Du må ikke rette i sin tekst imens. Det kan kræve lidt øvelse.
Du skal skrive, hvad der falder dig ind om dit emne, og hvis du går i stå, skriver du fx “bla bla bla bla” indtil der igen dukker tanker op om emnet, som du kan skrive ned.
Sluk for den indre dansklærer
Ved at skrive hurtigt og uden at redigere, slukker man for sin indre dansklærer (sorry, alle dansklærere – det er ikke personligt ment). Den kritiske røst, der tit afliver ideer hurtigere, end man når at formulere dem.
Eller som afsporer og måske standser den idégenererende proces med grammatiske indvendinger eller krav om, at du skal vide alt om det emne, du skriver om.
Resultat: ideer
Når du slukker for din indre kritiker, tillader du dig selv at få ideer.
Uventede, uigennemtænke, vilde og skøre ideer, måske.
Flere af dem, end du normalt ville lade slippe igennem nåleøjet.
Nok ideer til, at du bagefter kan sortere i dem og udvælge de bedste – som du så igen kan tænkeskrive om for at udforske og udvikle dem nøjere.
Ideerne er resultatet af din tænkeskrivning. Ikke den tekst, der kommer ud af indsatsen. Den er ikke egnet til offentliggørelse, og det er heller ikke dens formål.
Alene eller sammen med andre
Du kan tænkeskrive alene eller sammen med andre.
Tænkeskrivning sammen med andre kan fx udforme sig som en skrivestafet. Hvor du skriver noget og bagefter giver teksten videre til en ny person, som skriver videre ud fra dit oplæg.
Det kan kræve, at du redigerer lidt i din tekst, før du giver den videre, så den er læsbar og forståelig.
Tænkeskrivning kan også bruges på møder eller i workshops, hvor man ønsker at få alles refleksioner over et emne.
I den sammenhæng er det vigtigt at gøre det klart, at deltagerne ikke forventes at vise deres tekster til nogen, så de trygt kan slukke for deres indre kritikere.
Få hjælp til at komme i gang
Hvis du skal prøve tænkeskrivning for første gang, eller du er blevet lidt rusten udi metoden, kan det være en hjælp at bruge Studypedias nonstopskrivningsøvelse.
Her får du feedback på din måde at bruge metoden på fra et program.
Øvelsen er skabt til studerende, men kan bruges af alle. Digteren Kenneth Krabat har fx brugt den.
Tænkeskrivning kan klassificeres som en litterær teknik til idéudvikling – ligesom arbejdet med metaforiske domæner.