Personabeskrivelser gør dine kommende brugere og deres behov og ønsker nærværende. Det kan være nyttigt i udviklingsprocesser. Jeg viser, hvordan en gruppe personaer helt konkret kan tage sig ud.
Opdateret 7. juli 2021
Hvis du selv har skrevet speciale, kan du måske kende dig selv i Cecilie, Tobias, Louise-Marie, Martin eller Sanne.
De er alle specialestuderende og blev skabt for at kunne fungere som rettesnor og inspiration i arbejdet med at udviklet et koncept for en app til specialestuderende. Det forløb kan du læse om i indlægget Co-creation i praksis – et eksempel fra universitetsverdenen.
Tilsammen viser Cecilie, Tobias, Louise-Marie, Martin og Sanne, hvor forskellige specialestuderende er med hensyn til motivation, arbejdsproces og vejlederbrug.
De giver indblik i nogle specifikke processuelle udfordringer og successer. Og de så udfoldede, at de fremstår som virkelige personer, man kan tale om – og med, måske – og forholde sig til i en udviklingsproces.
Louise-Marie: Prioriterer kaffemøder
Louise-Marie på 26 år læser kunsthistorie og museologi i Aarhus. Hun tænker på sit speciale som Mumbai – stor, uoverskuelig, men spændende og fuld af oplevelser, hvis man har sine sanser åbne.
Hun er fra Ringkøbing og bor i en lejelejlighed med højskolekæresten Mads, der er folkeskolelærer.
Specialet handler om kunstformidling for børn, og hun skriver det alene. Hun har lånt fire bøger om specialeskrivning og bladret i dem, og så har hun talt meget med sine venner og sin kæreste om specialeprocessen og fået en masse forslag til, hvordan hun skal gribe specialearbejdet an. På et tidspunkt forsøgte hun sig med en specialelogbog, med gik i stå efter fem dage.
Marie-Louise arbejder delvist hjemme, delvist på en læseplads på Statsbiblioteket, og hun prioriterer at mødes med medstuderende til kaffe og frokost i løbet af dagen. Hun har svært ved at komme i gang med arbejdet, føler sig tit ikke særlig produktiv og laver mange overspringshandlinger.
Vejlederen opfatter hun som en lidt fjern figur, og hun tænker meget på, at han en dag skal bedømme specialet. Derfor er hun ikke meget for at aflevere ufærdig tekst til ham.
Cecilie: Fagligt ambitiøs på den målrettede måde
Cecilie er 25 år, fra Ribe og skriver speciale i medievidenskab på Aarhus Universitet. Hun tænker på sit speciale som Berlin: sammensat og hipt, et sted, alle vil hen.
Hun er fagligt ambitiøs på den målrettede måde og går meget op i sit CV og LinkedIn-netværk. Privat bor hun sammen med sin kæreste og medstuderende Rasmus i en forældrekøbt lejlighed.
Specialet, der handler om medarbejderinvolvering i organisatoriske forandringsprocesser med B&O som case, skriver hun på et specialekontor på Katrinebjerg sammen med studieveninden Karen.
De har en fælles specialekalender, som giver dem overblik over forløbet indtil nu og fremover, og sammen driver de også en faglig specialeblog. At Cecilie og Karen er to om specialet, udnytter de til at sætte indbyrdes deadlines og få respons på deres arbejde med det samme. Vejlederen bruger de mest til at få ”ok” til deres planer for specialets forskellige elementer og til færdigskrevne dele af specialet.
Tobias: Svært ved at undgå overspringshandlinger
Tobias er 29 år og studerer digitalt design og multimedier ved Aarhus Universitet. Han tænker på sit speciale som Bagdad: bombet, kaotisk, ekstremt usikker. Et sted, man nødig vil hen.
Han bor på et kollegieværelse. Hans SU er løbet ud, og han lever af at anmelde spil.
Grundlæggende nyder Tobias i studietiden at kunne beskæftige sig med sin største interesse: digital kultur og computerspil. Specialet om karakterer i adventurespil skriver han alene, og det skulle egentlig have været afleveret for to måneder siden. Men det ene tog det andet, og først dagen før, han skulle have afleveret, gik han reelt i gang med specialet.
Det går ikke ligefrem strygende, og han har svært ved at undgå at lave overspringshandlinger, når han sidder ved computeren, omgivet af spil og blade om spil. Lige nu er den største udfordring at afgrænse specialet.
Tobias har kun haft få møder med sin vejleder, som nu er på forskningsophold i udlandet. Han føler, han har brug for mere støtte, men ved ikke hvem eller hvor han skal bede om det.
Martin: Torsdag er ugens bedste dag
24-årige Martin læser idéhistorie og historie. Han tænker på sit speciale som Skt. Petersborg: Han har aldrig været der, men kender efterhånden byen ud og ind. Busplanerne kender han også, men nogle gange kører busserne ikke, selv om de skulle ifølge planen.
Martin kom til Aarhus Universitet med sit gymnasiums højeste gennemsnit, og han er ansat som instruktor på sit institut. Han bor i en kollegielejlighed med sin kæreste. Her skriver han på sit speciale om kapitalbegrebet, som han håber, kan blive hans adgangsbillet til et ph.d.-studium.
I princippet kan Martin godt lide at skrive speciale. Han føler, han når frem til spændende indsigter. Indimellem bliver han helt opslugt af skriveprocessen og skriver og skriver i et flow, der kan vare flere timer. Andre gange går han i stå og havner i et uproduktivt hul, der kan vare i dagevis. Han fortæller ikke om den svingende proces til sin vejleder. Ham taler han indhold med.
Ugens bedste dag er altid torsdag, hvor Martin har en fast frokostaftale i Historisk Kantine med to af sine læsegruppemakkere.
Martin kender til forskellige skriveteknikker og procesværktøjer, men bruger dem ikke, idet han mener, redskaberne må være tænkt som støtte for fagligt svagere studerende.
Sanne: Længsel efter at blive færdig
Sanne på 27 år læser religionsvidenskab og journalistik. Hun tænker på sit speciale som Fyn: et bump på vejen.
Sammen med sin mand og deres etårige datter bor hun i Silkeborg, og ud over familielivet er specialet om religion og politik Sannes højeste prioritet. Den dybe, faglige interesse, der lå til grund for specialet, er dog efterhånden blevet afløst af en længsel efter at blive færdig som primær motivationsfaktor.
Sanne har kun begrænset tid til rådighed til at arbejde på sit speciale, og den vil hun bruge optimalt. For at minimere transporttid tager hun derfor kun turen til Aarhus en eller to gange om uge, og ellers arbejder hun på specialet hjemme. Hun mødes fast med sin vejleder hver 3. uge, og de møder fungerer samtidig som løbende deadlines for Sanne.
For at fremme sin effektivitet bruger Sanne forskellige procesværktøjer og skriveteknikker: logbog, oversigtskalender og sin egen variant af nonstopskrivning.
Hun synes, det sværeste ved at være specialestuderende er at være så meget alene, og hun savner samværet med andre specialestuderende.
Mød også de 5 i en bog
Du kan også møde de 5 specialestuderende personaer – og en hel del andre personaer – i min bog Valide personaer – trin for trin.
Bogen guider dig gennem den proces, det er at fremstille personaer fra start til slut.
