To danske bøger introducerer til den autoetnografiske metode på hver deres måde. Hvilken af bøgerne, du skal læse, afhænger af, hvad du søger.
Anmeldelse af bøgerne Introduktion til autoetnografi af Christian Franklin Svensson og Lene Ingemann Brandt, Syddansk Universitetsforlag, 2023, og Under huden – autoetnografi i praksis, af Charlotte Andreas Baarts, Djøf Forlag, 2023.
Hvordan føles det at være til møde som sygemeldt på jobcentret, minut for minut? Hvilke følelser løber gennem én ved ankomsten, i venteværelset og under mødet? Hvordan agerer man rent kropsligt i situationen?
At svare på disse spørgsmål kræver en detaljeret, kropsnær og åbenhjertig beskrivelse. Sådan en skildring kan det være svært at opnå gennem interviews, og følelserne lader sig heller ikke umiddelbart observere af en udenforstående observatør.
En autoetnografisk tilgang kan til gengæld levere den type beskrivelse.
Hvad er autoetnografi?
‘Auto’ betyder selv, og autoetnografi er en undersøgelsesstrategi, hvor den, der udfører undersøgelsen, bruger sig selv som datakilde.
Det vil sige, at forskeren eller researcheren inddrager sine egne oplevelser og erfaringer med det undersøgte fænomen i undersøgelsen.
På den måde kan autoetnografi give et nært og dybt indblik i et fænomen og nogle (kropslige) erfaringer, som det ellers kan være vanskeligt, hvis ikke umuligt, at få adgang til.
Metoden kræver høj selvbevidsthed og refleksion. Den er oplagt i forbindelse med emner som fx sygdom, personlige relationer, mobilitet og den kropslige og emotionelle dimension af en digital tilstedeværelse.
To nye danske bøger
Alligevel er autoetnografi langt fra en mainstream-metode.
Men det er måske ved at ændre sig? Inden for det sidste halve år er der udkommet hele to bøger på dansk om metoden:
Christian Franklin Svensson og Lene Ingemann Brandts Introduktion til autoetnografi og Charlotte Andreas Baarts’ Under huden – autoetnografi i praksis.
Forfatterne har baggrund i antropologien og sociologien, og de har alle udført autoetnografiske undersøgelser som forskere.
Forholder sig til kritik
Når autoetnografi ikke er mainstream, skyldes det, at metoden blandt andet er blevet kritiseret for at være dybt subjektiv og ikke leve op til gængse krav om dokumentation og transparens.
Data er helt bogstaveligt indlejret i autoetnografen selv, og det er kun autoetnografen, der kan vurdere, hvor nøjagtigt han eller hun skildrer sine erfaringer.
Den kritik forholder forfatterne sig til.
Et gennemgående modsvar på kritikken er, at autoetnografens erfaringer løftes fra det individuelle til et mere alment niveau ved at blive sat i forbindelse med relevante studier samt teoretiske begreber.
Forfatterne til de to bøger om autoetnografi opfordrer til en åbenhed over for at afvige fra de gængse kvalitetskriterier. I autoetnografiske tekster er det typisk fremstillingen selv, der giver indsigt i datagrundlaget.
Formidling med litterære greb
Dermed bliver fremstillingen en vigtig del af den autoetnografiske metode. Bøgernes forfattere understreger, at autoetnografi både er en undersøgelsesmetode og en formidlingsstrategi.
De selvoplevede situationer, der udgør det autoetnografiske råmateriale, formidles i en stil, der ligger nærmere den litterære fremstilling end den klassiske akademiske. Gennem fortællende beskrivelser, der appellerer til læserens sanser og forestillingsevne, inviterer autoetnografen læseren “med indenfor”.
Det giver tekster, hvor autoetnografen tydeligt er til stede som et jeg, hvilket adskiller autoetnografiske tekster fra mange andre typer af fagtekster.
Bøgerne giver mange gode eksempler på autoetnografisk formidling.
Baarts’ bog er udelukkende skrevet i en fortællende stil fra jeg’ets perspektiv. Hos Svensson og Brandt veskler indslag af autoetnografiske tekster med mere konventionel fagprosa.
For læseren er der fordele og ulemper ved begge dele formidlingsstrategier.
Vekslende tilgang giver klassisk metodebog
Fordelen ved Svensson og Brandts vekslende tilgang er, at resultatet bliver en klassisk metodebog, der formmæssigt og sprogligt lever op til læserens forventninger til genren. De autoetnografiske indslag har mest af alt en illustrativ funktion.
Som læser undrer jeg mig dog over, at forfatterne en stor del af bogen skriver i en stil, som bogen samtidig tematiserer et opgør med.
Helhedsindtrykket bliver sammensat, og jeg kan ikke lade være med at ønske, at forfatterne havde taget deres egen medicin og brugt litterære greb til at bløde op på deres til tider noget generiske akademiske sprog.
Fortællende stil skaber sammenhæng
Omvendt forholder det sig med Baarts bog.
Her er læseoplevelsen sammenhængende og flydende. Teoretiske og empiriske afsnit optræder side om side i teksten uden tydelig markering af skiftene mellem dem og med et gennemgående fortællerjeg.
Den flydende form fungerer overraskende godt i de teoretiske afsnit. Formen gør det dog ikke let for læseren at orientere sig i teksten, og det gør bogen mindre anvendelig som metodebog.
Et indeks eller lignende ville have været en stor hjælp til at kunne genfinde pointer og passager.
Hvilken af bøgerne skal du læse?
Men Baarts’ bog er tydeligvis ikke tænkt som en traditionel metodebog. Jeg fornemmer, at bogen i højere grad vil inspirere end vejlede sin læser.
Svensson og Brandt bliver mere direkte vejledende og har fx et udmærket kapitel om, hvordan man konkret kan arbejde med autoetnografi i undervisningskontekst, og hvornår det giver mening.
De to bøger kan sagtens læses i kombination, som jeg har gjort, og de kan læses hver for sig alt efter, hvad læseren søger.
Har du brug for en opslagsbog og en klassisk gennemgang relevante aspekter af autoetnografi, så vælg Svensson og Brandts bog. Vil du selv eksperimentere med autoetnografisk feltarbejde, liv og skrift, så vælg Baarts.
For begge bøger gælder det, at du får mest ud af dem ved i forvejen at kende til etnografien og de store linjer i fagets diskussioner. Så leverer de til gengæld også fine indføringer i autoetnografi på hver deres måde.
Sidst, men ikke mindst, giver bøgerne læseren lyst til at læse andre autoetnografiske tekster. Hvis det har været forfatternes ønske at vække læserens appetit på den autoetnografiske litteratur, så er det lykkes.
