Det er ikke dig. Det er dine metoder, der får deltagere til at takke nej til at være med i dine undersøgelser. Læs om 4 indsigter fra et britisk studie blandt deltagere i kvalitative undersøgelser.
Hvis du nogensinde har rekrutteret deltagere til en kvalitativ undersøgelse, så har du sikkert oplevet potentielle deltagere takke nej til at være med. Eller simpelthen ikke er mødt op til jeres aftale. Det er de selvfølgelig i deres gode ret til.
Men hvorfor ønsker de ikke at deltage? Det er to briter kommet med et godt bud på.
Projekt sætter fokus på deltagernes oplevelser
Ben Cubbon og Nic Price hedder de, og begge beskæftiger sig professionelt med brugerstudier. Sammen har de startet projektetet Participant Needs for at blive klogere på brugerundersøgelser fra et deltagerperspektiv.
Formålet er at skabe og samle viden til at kunne designe brugerstudier, så de imødekommer deltagernes behov.
På baggrund af en brugerundersøgelse (hvad ellers?) har makkerparret skrevet artiklen Participant experience discovery findings. Den giver et ganske klart billede af brugernes præferencer i forhold til brugerundersøgelser. Lad mig dele de fire vigtigste indsigter her.
#1. Deltagerne gider ikke Skype-interviews
Skype og andre tjenester til videoopkald har gjort det lettere for os, som foretager brugerundersøgelser, at komme i kontakt med deltagere over hele verden.
Selv om Skype-interviewet ikke har det fysiske interviews nærhed, har det nogle fordele frem for telefoninterviews:
Risikoen for misforståelser bliver mindre, når vi kan se deltagernes mundbevægelser og ansigtsudtryk. Vi kan selv med smil, nik og andre tilkendegivelser vise, at vi er venligt stemt, og at vi lytter og forstår, hvad deltageren siger.
For deltagerne betyder Skype-interviewet, at de kan gennemføre interviews i trygge, hjemlige rammer. De behøver ikke bruge tid på transport til et andet mødested, men kan blive siddende i sofaen, hvis de vil.
Det vil de bare ikke. 48 % af deltagerne i Ben Cubbon og Nic Prices undersøgelse vil ikke deltage i interviews via Skype eller andre videoopkaldstjenester.
Nogle, fordi de ikke har det tekniske udstyr eller de tekniske færdigheder, som et Skype-interview kræver. Andre, fordi ikke bryder sig om at give en interviewer videoadgang til deres private rum.
#2. Deltagerne gider ikke have dig på besøg
Kontekstuelle interviews i deltagernes hjem giver os masser af informationer om deltagernes personlighed, dagligdag, historie, livssituation, familieliv osv. Informationer, som vi ikke får i nær samme omfang og detaljerigdom, når vi interviewer deltagerne på mere neutrale steder.
Hvis interviewets emne lægger op til det, vil vi derfor vældig gerne gennemføre interviews med deltagerne i deres eget hjem.
Men 41 % vil ikke deltage i undersøgelser, der indebærer at forskeren besøger dem i deres hjem, viser den britiske undersøgelse. Dels af samme grund som de afviser at deltage i Skype-interviews: Fordi de ikke bryder sig om at give en interviewer, en fremmed, adgang til deres privatsfære. Dels af hensyn til dem, de deler hjemmet med.
#3. Deltagerne er ikke vilde med fokusgrupper
Indrømmet: Jeg er glad for at holde fokusgrupper. For fokusgrupper kan noget helt særligt.
De kan give indblik i
- et socialt felt
- en gruppes sprogbrug
- forskellige positioner i forhold til og overvejelser over et emne.
Fokusgrupper er langt mere dynamiske end individuelle interviews og kan give relevante informationer, jeg ikke anede fandtes, eller ikke selv havde koblet til mit emne, og som jeg derfor ikke havde tænkt på at efterspørge.
Ikke alle deltagere er imidlertid begejstrede for fokusgrupper. 15 % afviser at deltage, når interviewet tager form af en fokusgruppe. Og et endnu større antal bryder sig ikke om metoden, som de oplever som konkurrencepræget, begrænsende og støjende.
“[T]hose that take part in research to be heard and make a difference say that the focus group is not a method in which they can do this,” skriver Ben Cubbon og Nic Price.
#4. Deltagerne har brug for, at du følger op
En sidste indsigt fra den britiske undersøgelse, som jeg vil nævne, er, at hver femte deltager kommer i tanke om noget relevant at sige, efter undersøgelsen er afsluttet. De bliver ved med at tænke over de spørgsmål, de er blevet stillet, og over hvad de også kunne have svaret.
Det får forfatterne til at foreslå, at deltagernes bidrag ville være blevet styrket, hvis de have haft længere tid eller havde kunnet forberede sig.
Desuden giver deltagerne udtryk for, at savner opfølgning efter at have været med i undersøgelser. Mange deltager for at gøre en forskel, men de færreste får indblik i resultatet af deres bidrag. Det oplever de som utilfredsstillende, og de savner closure.
Et emne, jeg også skrev om i indlægget En visuel rapport giver dine deltagere closure.
Vær bevidst om bias
Hvad bliver konklusionen på Ben Cubbon og Nic Prices undersøgelse? Skal vi lade være med at lave Skype-interviews, besøge deltagerne i deres hjem eller holde fokusgrupper?
Nej, mener forfatterne. Metoderne har deres berettigelse, men vi skal være bevidst om det bias, de giver:
Når vi fx søger deltagere til Skype-interview, vil vi reelt kun rekruttere fra den halvdel af puljen af deltagere, som er positive over for at lade sig interviewe over Skype. Den anden halvdel sorterer vi fra med valget af interviewtype.
Forfatterne foreslår at kombinere flere metoder i en undersøgelse for at mindske den skævvridning, metodevalget skaber.
Giv deltagerne mere kontrol
En anden mulighed, jeg vil tilføje, er at tilpasse metoderne, så deltagerne oplever dem som mere behagelige.
Fokusgrupper kan fx konverteres til samtalemiddage. Og i de tilfælde, hvor deltagernes afstandtagen hænger sammen med kontroltab, kan vi give dem mere kontrol over situationen:
- Forud for skype-interviews kan vi foreslå deltageren at indrette et midlertidigt interviewspot i et udvalgt hjørne af sin bolig. På den måde tager han eller hun kontrol over, hvad intervieweren ser og ikke ser af hjemmet.
- Vi kan overveje, om hjemmebesøg kan erstattes af en mobiletnografisk undersøgelse, der giver indblik i deltagernes dagligdag ved at deltagerne selv producerer data. Læs: Mobile probes: Kom tæt på brugerne på afstand.
Hvad med danske deltagere?
Cubbon og Prices undersøgelse blev foretaget i Storbritannien. Et land, som på nogle områder er kulturelt sammenligneligt med Danmark, bl.a. i forhold til, hvad vi oplever som privat og som offentligt. Derfor kan undersøgelsens resultater i det store hele lader sig overføre til en dansk kontekst.
Hvad tænker du? Kan du genkende undersøgelsens resultater? Del gerne dine erfaringer med at planlægge og gennemføre undersøgelser herhjemme eller som deltager i undersøgelser.
