Deltagere i en workshop.

Derfor skal du have forskellige aktiviteter i dine workshops og fokusgrupper

Ved at indlægge engagerende aktiviteter gør du workshoppen eller fokusgruppen til en god, sjov og tilfredsstillende oplevelse for deltagerne.

Opdateret 3. maj 2017

Har du nogen sinde deltaget i – eller afholdt – en workshop eller en fokusgruppe, hvor man sidder omkring et bord og snakker i to stive klokketimer? Uanset, hvor spændende emnet er, bliver luften i lokalet tungere og tungere. Når man endelig rejser sig igen, er det med øm lænd, stive ben og hovedpine.

Det ønsker du ikke for deltagerne i din næste workshop eller fokusgruppe. Og i øvrigt heller ikke for dig selv som moderator.

Du ønsker i stedet, at deltagerne skal forlade arrangementet med lige så megen eller mere energi, end da de kom. Du ønsker også, at deltagerne skal tænke tilbage på arrangementet som en god og sjov oplevelse. En oplevelse, hvor de virkelig følte, at de bidrog og blev lyttet til.

Det kan du opnå ved at indlægge engagerende aktiviteter i workshoppen eller fokusgruppen.

Afveksling, fokus og dynamik

Du skal indlægge aktiviteter i din næste workshop eller fokusgruppe for at

  • Skabe et afvekslende forløb, så man ikke sidder ned og snakker i plenum hele tiden.
  • Gøre det muligt for deltagerne at udtrykke sig på andre måder end gennem tale.
  • Variere arbejdsformen, fx ved at give deltagerne lejlighed til at svare på spørgsmål eller løse opgaver på egen hånd eller i mindre grupper.
  • Forstyrre den sociale dynamik ved at lade alle tale på skift i en runde.
  • Lade deltagerne bruge kroppen ved at skrive, klippe, klistre, fotografere, gå rundt osv.
  • Tilføre dynamik og energi gennem mere fysiske aktiviteter.
  • Øge fokus og koncentration gennem aktiviteter som kræver individuelt arbejde.
  • Gøre det til en engagerende og sjov oplevelse at deltage.
  • Sikre dig, at alle får lejlighed til at bidrage.
  • Sørge for, at alle føler sig hørt og set.

Som en ekstra bonus resulterer aktiviteterne i varieret materiale. Materiale, som du senere kan bruge til at gøre dine opsamlinger eller afrapporteringer mere levende.

Tag styringen og hold tiden

Aktiviteterne fungerer bedst, hvis de er afgrænsede og veldefinerede, og de fungerer skidt, hvis de er komplicerede og kræver en masse instruktion. Gør derfor dig selv en tjeneste ved at tænke aktiviteten nøje igennem på forhånd og forenkl den så meget som muligt.

Vær opmærksom på at styre aktiviteterne ganske stramt, så du kan nå omkring alle ting, du har planlagt, og så du ikke overskrider den tid, deltagerne har sat af til arrangementet. På den måde undgår du også, at der går tomgang i aktiviteter, hvilket kan ske, hvis de trækkes i langdrag.

Et sidste råd er ikke at indlægge for mange aktiviteter. En eller to er passende for en workshop eller en fokusgruppe, som forløber over to timer med pauser undervejs.

Ideer til aktiviteter

Tovejs har udgivet e-hæftet “5 ideer til aktiviteter i din næste workshop eller fokusgruppe”. Få det tilsendt kvit og frit og med det samme ved at skrive dig op herunder.

Du skriver dig samtidig op til at modtage Tovejs’ nyhedsbreve med inspiration og viden om brugerindsigt. Det er let at afmelde sig igen, hvis du skulle ønske det.


    Foto: Stephan Röhl via Flickr.

    Læs også

    About Charlotte Albrechtsen

    Ph.d. og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt siden 2002.

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *