I en stribe workshops om samskabelse var deltagerne fra en kommunes tekniske afdeling.

Når du holder workshops med workshop-skeptikere

Har du også prøvet at møde skepsis over for din metode og dit sprog, når du holder workshops? Læs om at holde workshops i workshopfremmede miljøer.

Workshops er en del af værktøjskassen, når du vil lære af og skabe noget nyt sammen med brugerne.

Nogle gange vil du opleve at holde workshops med deltagere, som minder om dig selv, og som er trygge ved metoden.

Andre gange vil det modsatte være tilfældet, og så møder du måske modstand. Det har antropologen Nanna Linnemann prøvet, og senere i indlægget deler hun sine erfaringer og overvejelser.

Men først får du en historie fra mit eget arbejdsliv om deltagerne, der var for gode.

Deltagerne, der var for gode

For nogle år siden holdt jeg oplæg i innovationsnetværket Infinit om et persona-projekt, jeg havde stået i spidsen for.

Jeg fortalte blandt andet om en co-design-workshop, der havde været en del af projektet. Ved workshoppen var humanistiske studerende og helt nyuddannede med til at skitsere personas, der afspejlede forskellige arbejdsvaner blandt specialestuderende.

I indlægget Lad brugerne kvalitetssikre jeres personas kan du læse mere om tankegangen bag workshoppen.

Efter mit oplæg gav én af tilhørende udtryk for, at mine workshopdeltagere havde været “for gode” i den forstand, at de var for nemme at samarbejde med. Derfor gav workshoppen et brugbart resultat. Men det ville ikke nødvendigvis være sket med andre typer deltagere, mente tilhøreren.

Vi talte samme sprog

Måske har hun ret.

Jeg havde valgt deltagerne, fordi de lå tæt på den målgruppe, personaerne skulle repræsentere, ikke fordi de skulle være nemme at samarbejde med. Men det var de. De var trænede i at

  • indgå i gruppearbejde
  • tænke analytisk
  • få og udveksle ideer
  • udvikle løsninger sammen.

Alle sammen kompetencer, som er nødvendige for at deltage i en workshop. Og så kom de fra samme organisation som jeg – endda fra samme fakultet. Vi talte samme sprog.

Opgave: at fremme samskabelse

Hvad sker der, hvis situationen er den modsatte? Hvis deltagerne ikke er vant til at deltage i workshops og samtidig har en helt anden faglig baggrund end workshoppens facilitator?

Det ved Nanna Linnemann noget om. Nanna Linnemann er cand.mag. i antropologi og oplevelsesøkonomi.

I 2018 blev hun projektansat i en mindre, jysk kommune for fremme samskabelse i miljø- og teknikforvaltningen. Helt konkret blev hun bedt om at udarbejde værktøjer til at udvikle forvaltningens samskabelseskultur.

I en stribe workshops om samskabelse var deltagerne fra en kommunes tekniske afdeling.

Workshops med ansatte i Vej & Ejendom

Som led i det arbejde holdt hun en serie workshops med arbejdsgrupper i afdelingen Vej & Ejendom.

Workshoppene skulle afdække, hvad medarbejderne forstod ved samskabelse, og om de aktuelt var involveret i aktiviteter, der kunne forstås som samskabelse.

I den forbindelse præsenterede Nanna Linnemann workshopdeltagerne for Jens Ulrichs typologi over samskabelse, som jeg tidligere har skrevet om.

Deltagerne i workshoppen havde svært ved at forholde sig til den abstrakte typologi.

Nej tak til abstrakt sprog

Workshops var en ikke del af det sædvanlige repertoire af arbejdsformer i Vej & Ejendom. Det mærkede Nanna Linnemann. Hun mødte en grundlæggende skepsis over for workshopformatet: Var det nu ikke spild af tid?

Hun mærkede også, at deltagerne ikke var indstillet på teoretiske sondringer mellem et løst defineret begrebs forskellige nuancer. Måske fordi deltagerne til daglig beskæftigede sig med opgaver af teknisk og praktisk karakter som vejingeniører, bygningskonstruktører, gartnere m.m.

“Mit bløde og teoretiske humanistsprog prellede helt af på dem. Alene ordet “samskabelse” – det var alt for abstrakt og diffust. De kunne ikke forholde sig til det,” fortæller Nanna Linnemann.

Skulle tilpasse sit sprog

Det gik op for Nanna Linnemann, at hun var nødt til at lære afdelingens sprog at kende og tilpasse sig til det.

“Hvis jeg sagde “samarbejde” i stedet “samskabelse”, var responsen meget bedre. I det hele taget skulle sproget være konkret frem for abstrakt og teoretisk,” siger hun.

Ideelt set skulle hun også have tilpasset sin metode, forklarer Nanna Linnemann:

“Jeg har her bagefter tænkt, at workshops ikke var det bedste sted at begynde for én som mig, der var så fremmed over for arbejdskulturen på stedet. Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg have brugt mere tid på at lære afdelingen at kende først. Måske ville jeg have taget med de ansatte ud, når de skulle mødes med borgerne. Lavet en slags mini-feltarbejde.”

3 gode råd

Nanna Linnemann nåede i mål med sit projekt, men oplevede at det var opad bakke, fordi afdelingens medarbejdere var så skeptiske over for hendes metode og hendes sprog.

Hun giver tre gode råd til dig, der holder workshops i workshopfremmede miljøer:

  1. Overvej, om workshops er den mest velegnede fremgangsmåde her og nu.
  2. Brug tid på at lære deltagernes eller stedets kultur og sprog at kende.
  3. Tilpas dit sprog til deltagernes. Forvent ikke, at de tilpasser deres sprog til dig.

Har du en workshoprelateret udfordring?

Jeg håber, indlægget her har givet dig indblik i, hvad der kan være på færde, når du holder workshops med folk, som ikke er vant til at deltage i workshops. Og hvordan du kan håndtere udfordringerne.

Kontakt mig gerne, hvis du har en workshoprelateret udfordring, du skal tackle.

Illustrationer: Nanna Linnemann

Print Friendly, PDF & Email

Om Charlotte Albrechtsen

Ph.d. og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt siden 2002.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *