Flere og flere virksomheder arbejder med employee experience.

Employee experience: Kortlæg og optimér medarbejdernes oplevelser

Ved at afdække medarbejdernes oplevelser af arbejdspladsen kan virksomheder udvikle interne tiltag, som imødekommer medarbejdernes behov og ønsker. Det giver gladere medarbejdere. Læs om, hvordan Danske Bank har båret sig ad.

“2018 will be the year of employee experience” var titlen på en artikel i Forbes i starten af året. Om det er tilfældet, skal jeg ikke kunne sige.

Men ideen om at arbejde med employee experience eller medarbejderoplevelser er også kommet til her til landet, og jeg er i årets løb stødt på større, danske virksomheder, som arbejder seriøst med området.

Arla, Danske Bank og employee experience

Én af dem er Arla, som jeg tidligere har skrevet om. I Arla har de undersøgt, hvad der driver og motiverer deres medarbejdere.

Ud af undersøgelsen er kommet et antal personas, der bliver brugt på tværs af koncernen i forbindelse med udvikling af nye tiltag rettet mod medarbejderne.

En anden virksomhed er Danske Bank. Her bliver arbejdet med employee experience systematisk brugt til udvikling af banken som arbejdsplads. Hvordan banken konkret gør, kan du læse om i indlægget her.

Men før du dykker helt ned i casen, skal vi zoome ind på begrebet employee experience.

Glade medarbejdere giver glade kunder

Forbes-artiklen, jeg nævner ovenfor, definerer employee experience som “summen af alt, en medarbejder oplever gennem sin tilknytning til organisation: Hver eneste interaktion lige fra første kontakt som potentiel medarbejder til den sidste kontakt, når ansættelsen er ophørt.”

Alle medarbejderens interaktioner med virksomheden er en del af hendes employee experience.

En god employee experience er en vigtig faktor for fastholdelse af eksisterende medarbejdere og for tiltrækningen af nye talenter. En pointe, Jonas Bladt Hansen understreger på Kommunikationsforum.

Samtidig er gode medarbejderoplevelser en forudsætning for, at virksomheden kan skabe gode kundeoplevelser: Glade medarbejdere giver glade kunder.

Medarbejderoplevelser i Danske Bank

Virksomheder, der arbejder med employee experience, bruger typisk en del krudt på at afdække medarbejdernes oplevelser af forskellige aspekter af virksomheden. Det kommer der viden ud af, som kan bruges til at udvikle virksomheden som arbejdsplads.

Sådan er det også i Danske Bank. Her er bl.a. blevet lavet undersøgelser af medarbejderes oplevelser i forbindelse med ansættelse, den første tid i job og når de forlader banken som arbejdsplads. I øvrigt helt i tråd med definitionen fra Forbes.

Hvordan foretrækker medarbejderne at lære?

Som Senior Employee Experience Consultant i banken har Irene Lee Ranstorp kortlagt, hvordan medarbejderne har det med obligatoriske kurser på arbejdspladsen.

“Sammen med en kollega stod jeg for at skulle udvikle et læringsmodul til at træne ledere og medarbejdere i den nye lovgivning om persondata. Typisk ville man udforme sådan et forløb som e-læring, men trenden går mod videobaseret læring,” fortæller Irene Lee Ranstorp.

“I stedet for at lægge os fast på den ene eller den anden løsning fra starten, ønskede vi at finde ud af, hvordan medarbejderne egentlig foretrækker at tilegne sig ny information.”

Tre faktorer skaber employee experience

Med læringsteknologi som omdrejningspunkt fokuserede Irene Lee Ranstorp og hendes kollega på én af de tre faktorer, som Jakob Morgan i Society for Human Resource Management udpeger som afgørende for medarbejderoplevelsen:

  • De teknologiske løsninger, der stilles til rådighed for medarbejderne. Hardware og software.

De to andre faktorer er

  • virksomhedens kultur. Den omfatter ledelsesstil, kommunikationsstil, omgangsformer, virksomhedens værdier og forventninger til medarbejderne.
  • de fysiske rammer, såsom bygninger, indretning, medarbejdergruppens køns- og aldersmæssige sammensætning, forplejning i arbejdstiden og muligheden for fjernarbejde.

Også virksomhedskulturen har sandsynligvis indflydelse på medarbejdernes læringsmæssig præferencer.

Resultatet overraskede

Irene Lee Ranstorp og hendes kollega interviewede 10 tilfældigt udvalgte ledere og medarbejdere fra Danmark og Sverige. Interviewene varede op til en time og foregik så vidt muligt face-to-face og ellers på Skype. Fokus var på medarbejdernes erfaringer, adfærd og følelser.

I analysen af datamaterialet kom følgende mønstre til syne:

  1. Medarbejderne er virkelig glade for bankens obligatoriske e-læringskurser.
  2. Medarbejderne fremhæver, at de kan lide at blive testet for deres viden efter et kursus, så længe testen opererer med klare og realistiske spørgsmål.
  3. Medarbejderne har brug for mere støtte til at koble reglerne om brugen af persondata til deres eget daglige arbejde.

“Det var virkelig overraskende for os, at medarbejderne er så glade for e-læring,” siger Irene Lee Ranstorp, der havde forventet, at medarbejderne i højere grad efterspurgte nye læringsformer.

Ramte ønsker og behov præcist

På baggrund af undersøgelsen modtog medarbejderne e-undervisning i GDPR kombineret med en teamøvelse udviklet af Irene Lee Ranstorp og hendes kollega.

Øvelsen guidede lederne og medarbejderne gennem en diskussion om, hvordan de kunne ændre deres arbejdsgange og adfærd for at forankre persondatalovgivningen i deres daglige arbejde.

Arbejdet med employee experience gav anledning til udarbejdelsen af en teamøvelse om GDPR.

Samlet set imødekom modulet både medarbejdernes præference for e-læring og deres behov for støtte til at koble lovgivningen til deres eget arbejdsområde.

“Med employee experience-tilgangen kunne vi skabe et læringsmodul, som præcist ramte medarbejdernes ønsker og behov. Fordi vi kendte begge dele,” forklarer Irene Lee Ranstorp.

Hvad oplever dine medarbejdere?

Ved du, hvordan medarbejderne oplever din organisation? Hvis ja, hvordan har du så opnået den viden? Det vil jeg meget gerne høre om, og du er velkommen til at skrive i kommentarfeltet herunder.

Hvis du gerne vil, men endnu ikke er kommet i gang med at kortlægge medarbejderoplevelser, kan du måske finde inspiration til fremgangsmåder i nogle af mine tidligere indlæg:

Print Friendly, PDF & Email

Om Charlotte Albrechtsen

Ph.d. og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt siden 2002.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *