For at lære brugerne at kende, kan du være nødt til først at bypasse deres selvfremstillinger.

5 metoder, du kan bruge til at forstå dine brugere bedre

For at lære brugernes udfordringer, behov og drømme at kende, kan du være nødt til først at bypasse deres selvfremstillinger. Læs om fem metoder, du kan bruge til det formål.

Har du brug for at forstå dine brugere? Vil du kende deres udfordringer, behov og drømme – så du bagefter kan skabe løsninger, der er relevante, brugbare og attraktive for dem?

Så har du måske oplevet, at brugerne paradoksalt nok kan stå i vejen for din adgang til den viden, fordi de har travlt med at fremstille sig selv på en bestemt måde og dermed styre det indtryk, du får af dem.

Det betyder, at de redigerer i de informationer, de giver til dig.

En metodisk udfordring

At komme bag om brugernes selvfremstillinger og opnå en dybere fornemmelse for, hvem de er som mennesker, er en stor metodisk udfordring. Især hvis du kun har kort tid til rådighed.

For at løse den udfordring, er det en dårlig idé at bruge al din tid på at tale med brugerne.

Må jeg nu ikke tale med brugerne, tænker du måske.

Jo, det må du gerne.

Men: Hvis du kun taler med brugerne, risikerer du netop at blive præsenteret for deres selvfremstillinger. Og det er svært for dig at afgøre, om deres beskrivelser af sig selv stemmer overens med de værdier, de udviser, når de handler i forskellige sammenhæng.

Observér

Derfor anbefaler jeg, at du retter din opmærksomhed mod, hvad brugerne gør, snarere end mod hvad de siger om sig selv.

At du observerer.

Ved at du observere får du indblik i brugernes handlinger og ad den vej indblik i de opfattelser, værdier og holdninger, som ligger til grund for handlingerne.

#1 og #2: Brug dine øjne

Hvis du har mulighed for det, så opsøg brugerne i deres egne omgivelser og brug dine øjne. På den måde kan du lære meget om brugerne på kort tid.

I Det fik jeg ud af at bruge øjnene under et interview kan du læse om, hvordan jeg brugte den metode til at blive klogere på videndeling på et plejecenter.

Måske er du af praktiske årsager nødt til at lade brugerne komme til dig?

Så kan du ikke observere deres handlinger i deres egne omgivelser. Men du kan stadig bede dem udføre handlinger, der minder om dem, de ville udføre under mere normale omstændigheder.

Det kan du gøre ved hjælp af prompts, som du kan læse mere om her: Hvad er prompts, og hvorfor skal du bruge dem, når du interviewer?

#3 og #4: Brug deres øjne

Et andet alternativ til at observere brugerne i deres egne omgivelser er at lade dem observere sig selv ved at dokumentere deres egne erfaringer.

Du kan fx bede brugerne tage billeder fra deres dagligdag, sådan som Maria Lauridsen Jensen gjorde det, da hun skulle forstå mexicaneres møde med Danmark: Autofotografi viser verden set med interviewpersonernes øjne.

Du kan også lade brugerne besvare sms’er om deres tanker og oplevelser. Metoden kaldes mobiletnografi, og jeg skrev om den i indlægget Mobile probes: Kom tæt på brugerne på afstand.

I begge tilfælde er det vigtigt at holde fokus på, hvad brugerne ser, og hvad de oplever, frem for hvordan de ser sig selv. Så deres selvfremstillinger ikke bliver det dominerende.

#5: Invitér brugerne indenfor

Hvis både du og dine brugere kan afsætte et par dage, så invitér dem indenfor. Det foreslog en af talerne ved konferencen Local Rockstars for nylig. Helle Jensen hedder hun, og hun sagde:

“Efter 12 timer sammen kan folk ikke længere opretholde facaderne. Så viser de, hvem de er.”

Helle Jensen fortalte, at hun inviterer brugerne til hackathons – eller “meget, meget lange workshops”. Hackathon-metodens værdi er, at den bringer os tættere på hinanden, mener Helle Jensen.

Når vi er sammen rigtig længe, kan vi ikke blive ved med kun at vise udvalgte dele af vores personlighed, men må være til stede som mennesker. Nøgne, metaforisk talt. Det gælder også de brugere, vi har inviteret med som deltagere. Vi lærer dem at kende.

Vi kan bruge hackathons til at bypasse brugernes selvfremstillinger.

Læs også, hvad jeg skriver om hackathons i indlægget 2 problemer ved hackathons og hvordan du overvinder dem.

Del dine erfaringer

I indlægget her har du kunnet læse om fem metoder:

  1. Interview kombineret med observation i brugernes egne omgivelser
  2. Brug af prompts
  3. Autofotografi
  4. Mobiletnografi
  5. Hackathons.

Jeg håber, det har inspireret dig til, hvordan du kan bypasse brugernes selvfremstillinger og få et mere retvisende billede af dine brugere.

Har du allerede prøvet kræfter med én eller flere af metoderne? Del gerne dine erfaringer med mig og bloggens læsere ved at skrive i kommentarfeltet herunder.

Læs også

About Charlotte Albrechtsen

Ph.d. og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt siden 2002.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *