Billedet viser de tre metodebøger, jeg vender tilbage til igen og igen.

3 metodebøger, du skal læse

Nuancerede, brugbare og forskningsbaserede. Sådan er de metodebøger, jeg vender tilbage til igen og igen.

Opdateret 6. juli 2021

Hvis du ligesom jeg er optaget af metoder til at forstå dine brugere, så er gode metodebøger svære at undvære.

Blandt de bøger, jeg har brugt allermest, er Bente Halkiers “Fokusgrupper”, Lene Nielsens “Persona” og James Spradleys “Participant observation”.

Fælles for bøgerne er, at de fokuserer hver især på én enkelt metode, som de beskriver nuanceret og med anvendelse for øje.

Samtidig er alle tre bøger skrevet af forskere, og deres beskrivelser er forskningsbaserede og videnskabsteoretisk forankrede.

Det betyder, at både praktikere og studerende kan have glæde af bøgerne.

Bente Halkier: Fokusgrupper

Hvis du har fulgt med her på bloggen, har du måske lagt mærke til, at jeg tit nævner Bente Halkiers bog om emnet, når jeg skriver om fokusgrupper. Den er nemlig fremragende.

Jeg blev bekendt med bogen i min tid som ph.d.-studerende, hvor netop fokusgrupper var mine primære metode til dataproduktion.

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mere om, hvad jeg brugte fokusgrupper til og hvordan i indlæggene Bankens medarbejdere kortlagde deres egen brugerrejse, 3 ting, du kan bruge tegninger til, når du inddrager brugere og Dengang jeg behandlede mine interviewpersoner som kvæg.

På det tidspunkt fandtes der ikke megen akademisk litteratur om fokusgrupper, heller ikke internationalt. Bente Halkiers bog var faktisk det bedste bud, og så arbejdede hun som medieforsker inden for et felt, der var nært beslægtet med mit, kommunikationsforskningen.

“Fokusgrupper” er god, fordi den giver virkelig brugbare anvisninger til, hvordan du skruer en fokusgruppe sammen, og hvordan du bærer dig ad med at rekruttere deltagere, moderere selve fokusgruppeinterviewet og bearbejde resultatet.

Lene Nielsen: Persona – brugerfokuseret design

At jeg finder Lene Nielsens bog “Persona” inspirerende, lægger jeg ikke skjul på.

Jeg anskaffede mig bogen, da jeg i forbindelse med en undersøgelse af specialestuderendes hverdag og arbejdsvaner ville lave personaer. Du kan læse om resultatet i Mød 5 specialestuderende personas.

I sin bog guider Lene Nielsen læseren gennem arbejdet med at fremstille personaer. En proces, hun inddeler i 10 trin, og som fungerede glimrende for mig i praksis.

Bogen lægger op til, at personaarbejdet foregår i store organisationer eller virksomheder og omfatter teams af en vis størrelse.

Det scenarie har ikke passet på de sammenhænge, jeg har udviklet personaer i. Derfor har jeg tilpasset processen til mit behov og min kontekst, og det vil du også kunne gøre.

Hvis du vil læse en grundig anmeldelse af “Persona”, finder du én på Jan Lundquists blog.

James P. Spradley: Participant observation

Deltagerobservation er en metode udviklet inden for antropologien. Med metoden kan du studere menneskelig adfærd og interaktion og derigennem blive klogere på menneskelige fænomener af alle typer.

Men deltagerobservation er ikke bare deltagerobservation.

I sin bog Participant observation viser James P. Spradley, hvordan deltagerobservation er en samlebetegnelse for observationsstudier, der kan indebære forskellige grader af deltagelse, lige fra fuld involvering til ikke-involvering.

Uanset hvilken form for deltagerobservation, du vil udføre, ruster James P. Spradleys bog dig godt til det:

Bogen behandler alle feltarbejdets teknikaliteter: Hvordan man laver antropologiske observationer, hvordan man skriver feltnoter, og hvordan man analyserer sit materiale. Du får masser af eksempler, modeller og skemaer til de forskellige formål.

“Participant observation” er kort sagt en brugbar klassiker for alle, der beskæftiger sig med antropologisk feltarbejde.

Dine favoritter?

Nu har du læst om mine favorit-metodebøger.

Der findes mange andre gode metodebøger i verden. Hvilke er dine favoritter inden for genren? Fortæl om dem i kommentarfeltet herunder.

Update: Siden jeg skrev dette indlæg i 2017, er jeg selv begyndt at skrive og redigere metodebøger. Tag et kig på serien Metoder trin for trin hos Samfundslitteratur og besøg også Spørgeskemaer der virker. Flere er på vej!

Læs også

About Charlotte Albrechtsen

Ph.d. og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt siden 2002.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *