Indlægget handler om to typiske problemer ved hackathons.

2 problemer ved hackathons og hvordan de kan overvindes

Skal du holde et hackathon? Så glem ikke brugerne, og vælg et format, der ikke udelukker folk fra at deltage.

Hackathons er blevet ganske populære som udviklingsmetode. Grundfos, Arla og Mærsk er eksempler på danske virksomheder, som har taget metoden til sig.

Det har de blandt andet, fordi hackathons er en ekstremt hurtig måde at få skabt og konkretiseret nye produkter og services.

Kort format

Et hackathon er kort fortalt en intens 2-dages aktivitet med mange deltagere, hvor deltagerne på egen hånd udvikler nye løsninger i mindre grupper.

Det korte format er praktisk, hvis virksomheden er så optaget af driftsopgaver, at der ikke er tid til at innovere til daglig. Det skriver Martin Schorling Overgård fra Innovation Lab i sin guide til corporate hackathons:

 

Deltagerne kan være virksomhedens egne medarbejdere, eksterne (fx studerende og iværksættere) eller en blanding. De løsninger, de skaber, tager afsæt i ét af flere problemer, som er defineret på forhånd.

Mennesker, der løser problemer i fællesskab. What’s not to like?

To ting:

  1. Hvis problem er det, der skal løses?
  2. Hvad betyder formatet for hvem, der kan være med til at løse det?

De to problemer vil jeg uddybe nu, og jeg vil give forslag til, hvordan de kan overvindes.

Problem nr. 1: Hvis problem?

Problemet er det første problem. For hvis problem er det, der skal løses? Hvor kommer det fra? Hvem definerer det?

Det kritikpunkt rejser Aldo de Jong og Yannick Rennhard fra det spanske konsulenthus Claro Partners i et blogindlæg med titlen A you sure you want to organise a hackathon. Her kritiserer de hackathons for ikke at tage udgangspunkt i en dyb forståelse for brugernes behov.

Jeg er helt enig. Den hackathon-fremgangsmåde, som Innovation Lab og andre promoverer, har ikke blik for brugerne.

Demokratisk potentiale

Aldo de Jong og Yannick Rennhard foreslår et hackathonformat, hvor der sættes tid af til at udforske brugernes behov.

En oplagt løsning kunne også være at invitere brugerne til at være med til at hacke. Den løsning ville frigøre hackathonets demokratiske potentiale, som Catherine Bracy fra Code for America taler om i en TED-talk:

Hun siger: “Hacking is really just any amateur innovation on an existing system, and it is a deeply democratic activity.”

Problem nr. 2: Umuligt format

Løsningen af problem nr. 1 leder imidlertid til problem nr. 2.

For det klassiske hackathonformat, som Innovation Labs Martin Schorling Overgård kalder “an intense (…) sleep-deprived, coffee-infused innovation process” appellerer mere til nogle målgrupper end andre.

Helt almindelige forældre til småbørn kan have svært ved at isolere sig i 48 timer. For ammende mødre, mennesker med handicap, børn, ældre og kronisk syge er det umuligt. For de fleste andre bare enormt upraktisk.

Det problem kan fx løses ved at opbygge hackathonet af moduler og benytte sværmprincippet. Det giver jeg et forslag til i indlægget På skitsebordet: En model for et landsbyhackathon.

Giv brugerne plads

Grebet rigtig an kan hackathons være en fremragende metode til at udvikle løsninger på reelle brugerbehov.

Det kræver, at vi giver plads til brugere ved at lytte til dem, invitere dem med og tilpasse formatet til dem.

Du kan læse mere om min tilgang til borgerdrevne hackathons i artiklen Når borgerne hacker landsbyen i tidsskriftet Futuriblerne.

Billede: Rain Rabbit via Flickr. 


Om Charlotte Albrechtsen

Ph.d., konsulent i brugerinddragelse og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt og idéudvikling siden 2002.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *