CFIA's metodekortsamling er en af de danske, opdaterede værktøjskasser til dig, som arbejder med innovation.

Værktøjskasser til dig, som arbejder med innovation (del 3)

En guide til, hvor du kan finde information om forskellige innovationsmetoder og gode vejledninger til at bruge dem.

Hvor går du hen for at finde information om forskellige innovationsmetoder og gode vejledninger til at bruge dem?

Du behøver ikke at gå nogen steder hen. For jeg har gjort arbejdet for dig og undersøgt de danske “metodebanker” eller værktøjskasser til innovatører og lavet en guide til dem.

De metodebanker, jeg har udvalgt, lever alle op til tre kriterier: 1) de er danske, 2) de er lavet af fagfolk og 2) de opdateres løbende.

Jeg har delt guiden op i tre dele:

Her kommer tredje del, hvor jeg anmelder endnu to værktøjskasser.

#1: CFIA’s metodekortsamling

Center for Innovation i Aarhus har en online metodekortsamling.

Den er udarbejdet af centrets antropologer, arkitekter og servicedesignere. De er ansat til at understøtte og styrke arbejdet med innovation i Aarhus Kommune.

Samlingen består aktuelt af 26 “metodekort”. Det er beskrivelser af forskellige innovationsmetoder, som hver især fylder en side. To sider, hvis metodekortets forside regnes med.

Alle beskrivelser er opbygget sådan, at metoden først motiveres, så beskrives og til sidst eksemplificeres. Alle dele temmelig kortfattet.

Metodekortene i brug

Kortene præsenteres i alfabetisk rækkefølge på samlingens forside. Det lægger op til, at man udforsker de forskellige metoder for at finde ud af, hvad de hver især dækker over.

Det er muligt at downloade hele kortsamlingen som ét langt pdf-dokument.

Metodekortsamlingen rummer ingen modeller, arbejdsark, links eller andet supplerende materiale.

Min dom

Metodebeskrivelserne i CFIA’s samling er for korte til at være reelt brugbare for mig, og eksemplerne har for få detaljer til at virke inspirerende.

Jeg betragter derfor metodekortsamlingen som en appetitvækker snarere end som en brugbar værktøjskasse. Hvis jeg vil vide mere om de enkelte metoder, må jeg gå andre steder hen. Metodekortsamlingen guider mig desværre ikke selv videre.

Muligvis har samlingen en funktion som undervisningsmateriale i internt Aarhus Kommune og en berettigelse i den sammenhæng. Det kan jeg ikke gennemskue. Men for mig som bruger er den ikke særlig nyttig.

Derfor giver jeg CFIA’s metodekortsamling karakteren 2 ud af 5 mulige.

#2: Værktøjer til social innovation

Social+ præsenterer et udtræk af sine arbejdsmetoder på sin hjemmeside. Du finder dem under menupunktet “Viden”, hvor du skal klikke på “værktøjer”.

Social+ er Socialt Udviklingscenter SUS’ afdeling for social innovation. Stedets medarbejdere kalder sig “sociale opfindere og innovatører”.

Aktuelt præsenteres 4 værktøjer på hjemmesiden. Ikke overraskende har de alle et socialt tilsnit.

Værktøjerne i brug

Beskrivelserne af de forskellige værktøjer til social innovation er relativt korte og ikke skrevet med henblik på at blive skimmet. De store illustrationer hjælper forståelsen af værktøjet på vej.

I 3 ud af 4 tilfælde er der mulighed for at downloade  Social+’s egne modeller og vejledninger, fx deres Social+ Business Model Canvas.

Værktøjerne ledsages af en rigtig fin ordbog over 29 begreber med mange eksterne links.

Integrationen mellem værktøjer og ordbog kunne dog have været styrket med brug af links fra det ene til det andet. Fx kunne begrebet “social fantasi”, som optræder i den sociale prototypemodel, linkes til forklaringen i ordbogen.

Som det er nu, skal jeg navigere frem og tilbage mellem værktøj og ordbog, og det er lidt tungt.

Desuden kunne jeg have ønsket mig flere eksterne links i beskrivelserne af værktøjerne. Når Lene Nielsens bog “Persona – brugerfokuseret design” nævnes i forbindelse med personas light, så ville jeg gerne have haft et link til fx forlagets præsentation af bogen.

Min dom

Social+’s værktøjskasse er lille, men skarpt vinklet. Ideen med at koble den til en ordbog er rigtig god, selvom dynamikken mellem de to dele halter.

Den tunge navigation og det beskedne antal værktøjer i kassen gør, at jeg giver Social+ værktøjskasse til social innovation karakteren 3 ud af 5.

Gå på opdagelse

Med disse ord afslutter jeg min guide til danske, opdaterede og fagligt velfunderede værktøjskasser med innovationsmetoder.

Guiden har budt på anmeldelser af

Tilsammen rummer de fire værktøjskasser hele 96 metodebeskrivelser, så der er masser af inspiration at hente.


Om Charlotte Albrechtsen

Ph.d., konsulent i brugerinddragelse og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt og idéudvikling siden 2002.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *