Ventilen i Aarhus rekrutterer unge frivillige.

Lær af de frivillige foreninger, når du skal rekruttere brugere

Hvis du nogensinde har prøvet at rekruttere brugere til en fokusgruppe eller workshop, ved du, at det kan være en udfordring. Der er hjælp at hente, hvis du ser dine brugere som frivillige.

Opdateret den 13. februar 2017.

Dine brugere involverer sig som regel frivilligt, når de deltager i spørgeskemaer og interviews. En forudsætning for at de gør det, er at de kan se en mening med at deltage. At de er motiverede.

Med hvordan motiverer du folk til at deltage? Det kan du lære af de frivillige foreninger.

Alder spiller en rolle

Frivillighed er en ikke tvunget aktivitet. Bliver den for pligtpræget, risikerer den ikke længere at være interessant.

Fra flere undersøgelser ved vi, at folk generelt deltager i frivillige aktiviteter, fordi de motiveres af at hjælpe andre og gøre en forskel.

Vi ved også, at de frivilliges motivation kan være forskellig alt efter den frivilliges alder.

Unge motiveres af personlig og faglig udvikling

De 18- 29 årige skiller sig ud fra andre aldersgrupper af frivillige ved i høj grad motiveres af personlig udvikling og CV-pleje. Det viser en undersøgelse fra Center for Socialt Frivilligt Arbejde.

Når Coop vil have unge til at engagere sig frivilligt i events under organisationens paraply, tilbyder de derfor de frivillige at prøve nogle af roller af, som de senere professionelt skal varetage.

Fra Coops hjemmeside til frivillige

Du kan også med fordel understrege muligheden for personlig og faglig udvikling, når du skal motivere unge til at deltage frivilligt i brugerinddragende aktiviteter.

Fx ved at fremhæve, at et interview byder på en lejlighed til at reflektere over egen praksis, og at deltageren får indsigt i den anvendte undersøgelsesmetode.

Det sidste var netop, hvad der motiverede en ung kvinde, jeg engang interviewede. Hun fortalte, at hun havde meldt sig, fordi hun selv skulle foretage interviews og gerne ville se, hvordan andre gjorde.

Voksne motiveres af at hjælpe

De 30-59-årige frivillige motiveres især af at hjælpe andre og at gøre en forskel.

Det ved Red Barnet. “Vær med. Du kan gøre en forskel,” skriver organisationen på sin hjemmeside og viser et billede, hvor et barn krammer en (frivillig) kvinde.

Fra Red Barnets hjemmeside til frivillige

Når du skal rekruttere voksne deltagere til brugerinddragende aktiviteter, kan du appellere til deres trang til at hjælpe og tilbyde dem indflydelse. At de potentielt kan være med til at ændre noget.

Ældre motiveres af socialt samvær

De +60-årige er typisk blevet frivillige, fordi de er blevet spurgt mundtligt, om de kunne tænke sig det. Så spørg gerne ældre personligt, om de vil deltage i din aktivitet.

Det motiverer dem, at der i det frivillige er mulighed for at indgå i et socialt fællesskab. At være med.

Derfor er det sikkert ikke tilfældigt, når Ældre Sagen bruger udtryk som “sammen med os” og “du kan være med” på en webside rettet mod potentielle frivillige ældre.

Fra Ældre Sagens hjemmeside til frivillige

Når du skal rekruttere ældre til brugerinddragende aktiviteter, kan du med fordel fremhæve aktiviteternes sociale element – hvis der er ét. Hvis ikke, så overvej, om du kan tilrettelægge aktiviteterne, så de bliver mere sociale.

Se også Derfor skal du have forskellige aktiviteter i dine workshops og fokusgrupper.

Vil du vide mere?

Jeg håber, du har fået inspiration til, hvordan du kan motivere brugere til at deltage i dine workshops og interviews.

Er du interesseret i at vide mere om emnet, kan du kontakte mig gennem kommentarfeltet under artiklen.


Om Ida C.R. Jakobsen

Cand.mag i læring og forandringsprocesser og BA i sociologi. Er frivillig i Ungdomens Røde Kors og har arbejdet med evaluering i det offentlige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *