Sværmprincippet kan være løsningen, når vi skal samle folk, som ikke har tid til at indgå i en lang, kreativ proces.

På skitsebordet: En model for et landsby-hackathon

Jeg er ved at planlægge et hackathon. I en landsby. En udfordring er at samle folk, som egentlig ikke har tid til at indgå i en lang, kreativ proces. Sværmprincippet kan være løsningen.

Landsbyen Rudme på Midtfyn skal have en lokaludviklingsplan. Jeg er involveret i at designe og gennemføre et forløb, der skal give input til planen på en måde, som inddrager landsbyens borgere.

Tidligere i forløbet producerede børn og voksne i landsbyen viden om beboernes forhold til området. Viden, som blev brugt til at skabe en række fremtidscenarier for Rudme ved hjælp af mit dialogspil til idéudvikling.

Sidste del af forløbet bliver et hackathon, hvor mange beboere skaber, udvælger og konkretiserer ideer til, hvad der skal ske i og med Rudme fremover.

Hvad er et hackathon?

Og hvad er det nu lige et hackathon er, spørger du måske.

Et hackathon er en begivenhed af maraton-længde (deraf endelsen “-athon”), hvor en større gruppe mennesker sammen udvikler prototyper eller koncepter. Formatet stammer fra it-verdenen og bruges nu i mange sammenhænge.

Fx afholdt Region Sjælland i 2013 og 2014 sundhedshackathons, hvor patienter, sundhedsfaglige, virksomheder, studerende og kreative hoveder henover to dage udviklede innovative løsninger på specifikke problemer.

Tid skaber et dilemma

Hvordan kan et landsby-hackathon forløbe? Det spørgsmål er jeg ved at formulere et svar på.

Når jeg flytter hackathonformatet ind i en landsbykontekst, støder jeg på et grundlæggende dilemma, der har at gøre med tid.

Hackathons forløber typisk over et par dage, og det er der en god grund til. Kreative processer tager tid.

De mennesker, vi ønsker skal deltage i hackathonet, har til gengæld småt med tid. De har arbejde, fodboldtræning, indkøb, familiebesøg, havearbejde og alle mulige andre ting, der skal passes. Og indimellem skal de slappe af.

Derfor vurderer jeg, at det er urealistisk at få en god andel af landsbyens borgere til at afsætte en hel weekend til et hackathon.

Opbygget af moduler og en sværm

Men måske kan vi få dem til at afsætte tre timer. To timer. Én time. Eller bare en halv time.

Derfor arbejder jeg lige nu på en model, hvor hackathonet er opbygget af moduler af forskellig varighed, som beboerne kan deltage i alt efter tid og lyst.

Det betyder, at hackathonet samtidig gør brug af sværmprincippet, hvor forskellige grupper skiftes til at arbejde med ideerne. I sværmen deltager mange individer, men ikke nødvendigvis på samme tidspunkt.

Jeg er inspireret af det forløb, som er beskrevet i artiklen To solve a major UX problem, try a swarm session.

Fortsættelse følger

Hackathonet skal finde sted i 2017, og vi arbejder på en procesplan for arrangementet.

Hvordan hackathonet bliver skruet sammen, og hvordan det spænder af, skriver jeg om her på bloggen ved en senere lejlighed.

Foto: Matt Czarnocki via Flickr.


Om Charlotte Albrechtsen

Ph.d., konsulent i brugerinddragelse og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt og idéudvikling siden 2002.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *