Det kan godt lade sig gøre at inddrage dine brugere på ét minut.

4 metoder til at inddrage dine brugere på ét minut

På kun ét minut kan du få nyttig og brugbar viden om borgere, brugere eller projektdeltagere. Det får du fire eksempler på.

“Det har vi ikke tid til.”

Med de ord afviser udviklere og projektledere af og til at inddrage deres brugere. Brugerinddragelse har ry for at være tidskrævende.

Men inddragelse behøver ikke nødvendigvis at tage lang tid.

1. Online brugerfeedback

Det tager under ét minut at få værdifuld online-feedback fra dine brugere, hvis du gør som Martin Krøger, der er digital koordinator i Vejle Kommune.

Han og hans kolleger har tilføjet et pop-up-spørgsmål til en af kommunens digitale selvbetjeningsløsninger.

“Hvad synes du om formularen?” bliver førstegangsbrugere af løsningen spurgt. De kan svare ved at give op til 5 stjerner, og de kan skrive en kommentar, hvis de har lyst.

Kommentarfeltet giver konkret feedback at arbejde videre med og åbner for dialoger med borgerne.

På under ét minut kan Vejles borgere vurdere kommunens digitale selvbetjeningsløsning.

Pointgivningen med stjerner giver et indtryk om borgernes oplevelse af løsningen. Ikke mindst, fordi feedbacken indsamles systematisk og vedholdende, så mange bliver hørt.

Eksemplet viser, hvordan man kan inddrage sine brugere i en løbende udviklingsproces på en måde, som ikke virker påtrængende, og som kun kræver en meget lille indsats af brugerne.

Læs Martin Krøgers indlæg på LinkedIn om online brugerfeedback gennem et pop-up-spørgsmål.

2. Brugerskrevet indhold

Når jeg har en gruppe brugere eller kunder samlet i forbindelse med fx en workshop, beder jeg dem gerne besvare et par spørgsmål om et emne, jeg arbejder med.

Eksempelvis om feedback, fordi jeg skriver på en bog om emnet.

Udbyttet af metoden kalder jeg “brugerskrevet indhold”. Nogle gange kan brugernes svar anvendes direkte, fx som indhold i et oplæg, og andre gange giver svarene inspiration til mit videre arbejde med emnet

Det er min variant af ét-minut-metoden, som er udviklet i undervisningssammenhæng, og som jeg beskriver i indlægget Brugerskrevet indhold med ét-minut-metoden.

3. Ét-minut-mødetesten – et samarbejdsværktøj

UX-eksperten Jared M. Spool bruger ét-minut-metoden som et samarbejdsværktøj. Det skriver han om i artiklen The one-minute test.

Som afslutning på teammøder beder Jared M. Spool deltagerne besvare tre spørgsmål:

  1. Hvad var det vigtigste, du hørte under mødet?
  2. Hvad det mest uventede, du så eller hørte under mødet?
  3. Hvad er det største ubesvarede spørgsmål, du har efter mødet?

Deltagerne har 60 sekunder til at besvare spørgsmålene skriftligt. Derefter læses svarene op, enten af mødedeltagerne selv eller af en moderator.

Jared M. Spool understreger, at det er vigtigt, at mødedeltagerne besvarer spørgsmålene individuelt, så alle kommer til orde.

“It’s a great way for us to find out if everyone is on the same page. It helps us understand what the concerns are, so we can be sensitive to the group’s need and where their priorities lie,” skriver han.

Besvarelsen af spørgsmålene tager ét minut, men opfølgningen tager også tid, så man skal sætte 10-20 minutter af til hele øvelsen afhængig af antallet af deltagere.

4. Fælles individuel brainstorm på tid

Fælles individuel brainstorm på tid er et godt alternativ til den klassiske kollektive brainstorm, hvis problematiske sider jeg beskrev i indlægget Dialogspil hjælper med at gå fra data til ideer.

Den fælles individuelle brainstorm skaber en struktur og sikrer, at alle kommer til orde.

Metoden består af fem trin:

  1. En moderator annoncerer brainstormens emne og sætter en tidsramme for trin 2.
  2. Deltagerne skriver så mange ideer som muligt på få minutter. Helt ned til ét minut, hvis tiden er knap, og tre-fem minutter, hvis det kan lade sig gøre.
  3. Efter det aftalte antal minutter bliver deltagerne på skift bedt om at dele én idé i plenum. Moderatoren indsamler alle ideer.
  4. Når alle har fremlagt en idé, må deltagerne spørge ind til og kommentere på hinandens ideer.
  5. Derefter kan man arbejde videre med ideerne ved at gruppere dem, stemme om dem eller bruge dem som udgangspunkt for endnu en brainstorm-runde.

Trin 1-4 tager mellem 10 og 20 minutter at gennemføre alt efter antallet af deltagere og hvor megen diskussion, man ønsker.

Metoden fælles individuel brainstorm er inspireret af beskrivelsen af nominal group technique på Post-it.com.

Hvordan gør du?

Jeg håber, at de fire eksempler har inspireret dig til arbejde med inddragelse på ét minut. Enten for at indsamle feedback (som i eksempel 1 og 3) eller for at idéudvikle (som i eksempel 2 og 4).

Måske gør du det allerede? Hvis du har din egen variant af ét-minut-metoden, så del den med andre læsere ved at skrive om den i kommentarfeltet.

Foto: Cam Evans, Flickr og Martin Krøger.


Om Charlotte Albrechtsen

Ph.d., konsulent i brugerinddragelse og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt og idéudvikling siden 2002.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *