Lad være med at spørge om fremtiden, når du tester dit produkt med en bruger.

Det skal du aldrig spørge dine brugere om

Lad være med at spørge om dine brugere om, hvad de har tænkt sig at gøre i fremtiden. For du får ikke svar, du kan bruge til noget.

“Kunne du forestille dig at købe produktet?”

“Er det en service, du vil bruge fremover?”

“Vil du udføre [indsæt selv en handling relateret til produktet] i den nærmeste fremtid?”

Det er alle fristende spørgsmål at stille, når du tester et produkt, en prototype eller en idé. Og dine brugere vil sikkert gerne svare på dem.

Derfor skal du ikke spørge om fremtiden

Alligevel skal du ikke stille spørgsmål om fremtiden. For svarene ikke vil fortælle noget om dine brugeres fremtidige handlinger.

De vil fortælle noget om deres handlingsintentioner her og nu, mens de sidder overfor dig.

De intentioner kan meget vel være meget anderledes fra, hvad de foretager sig i morgen eller i overmorgen eller dagen efter.

De tror, de ved det

Som UX-eksperten Tomer Sharon siger i videoen “How to ask a question” (frit oversat):

“Problemet ved at bede folk forudse deres fremtidige handlinger er, at folk ikke aner, hvad de vil gøre i fremtiden. Et endnu større problem er, at de tror, de ved det. Og derfor vil de svare på dit spørgsmål.

Se hele videoen med Tomer Sharon herunder. Den kan anbefales.

Designer Erika Hall, forfatter til bogen Just enough research, siger det på en lidt anden måde i citatet herunder,

Citat af Erika Hall

Hvis du vil vide, om folk vil købe dit produkt, er der kun én sikker måde at finde ud af det på: Nemlig ved at sælge det til dem. Du behøver ikke at have et fuldtudviklet produkt klar for at gøre det.

Det samme gælder, hvis du vil finde ud af, om folk vil bruge en service: Tilbyd dem en “minimal viable” version af servicen og se, om de tager imod den.

Det er tanken bag tilgange som pretotyping og lean startup. Læs en artikel om fænomenet hos IDA Universe.

Kræver øvelse at lade være

Det er svært at lade være med at spørge om fremtiden, måske fordi det er så oplagt og så normalt at gøre det. Jeg kan selv tage mig i det indimellem.

Så du skal sikkert øve dig.

Det kan du passende begynde på næste gang, du skal teste et produkt, en prototype eller en idé med en eller flere brugere.

Foto: @keziamuseth på Twitter.


Om Charlotte Albrechtsen

Ph.d., konsulent i brugerinddragelse og ejer af Tovejs.dk. Har arbejdet med brugerindsigt og idéudvikling siden 2002.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *